Parterapeut Martin Østergaard logo
Parterapeut Martin Østergaard logo

Hvem er Lily Allen

Hvem er Lily Allen? Jeg husker svagt et nummer, der hedder ’Fuck You’. Og da jeg hørte det igen, blev jeg i så godt humør, fordi nogen dengang i 2008 skrev så frisk og humørfyldt en sang om at være vred over et andet menneskes afstumpethed. Med den der cockney accent. Jeg er vild med det.

 

Kendissernes kærlighedsliv

Lily Allen dukker op igen i 2025. Hun har netop udgivet et meget omtalt album ’West End Girl’ om skilsmissen fra den amerikanske skuespiller, David Harbour, mange af os kender som den supersympatiske bamsebjørn af en sherif i serien Stranger Things. Uha, et kig ind i kendissernes følelsesliv og ægteskabsproblemer. Spændende.

 

Er det okay at fortælle om skilsmisse

Meningerne er altid meget delte om, hvorvidt man skal vaske sit beskidte og meget private sengetøj i al offentlighed eller ej. Og her er det jo ret radikalt, når det går verden rundt. Måske vil Lily Allen af og til forbande sin egen åbenmundethed. Men hun vil gøre det, mens hun smilende er på vej ned i banken. Måske vil hendes børn tænke: ’Var du nødt til det, mor?’ Men jeg vil til enhver tid heppe på Lillys ret til at kæmpe for sin ære på sin måde.

 

Er hun opmærksom på sin egen andel

Jeg lytter til musikken og nærlæser alle teksterne fra ’West End Girl’. En anmelder synes, at Lily Allen begår lige så meget selvmord som karaktermord på sin eks. Jeg synes, at hun mest af alt hænger ham ud og fremstiller sig selv med en hel del ironi, men dog som et sagesløst offer for hans insisteren på et åbent forhold. Men hey, jeg ville også være blevet pænt indebrændt, hvis jeg for at undgå et brud var gået med på den.

 

Man har en ubændig lyst til at ramme den anden

Jeg ved det jo fra min praksis som parterapeut. Man er lige i den fase, hvor man stadig er optændt af den hellige ild, fordi man føler, at man har tabt. Og ser den anden på alle mulige måder prøver at komme ud af fælden uden at få noget i klemme. Man har bare sådan en lyst til råbe højt om, hvor ondt det gør. Hvor meget man føler sig løjet for og manipuleret med. Hvor ked af det man dybest set er over tabet af den anden.

 

Smerte og sorg kan skabe stor kunst

Men blandingen af sorg og vrede har altid skabt stor kunst. Og jeg kan i høj grad relatere til alle følelserne både professionelt og personligt. Men et øjeblik – jeg har gang i to pointer på samme tid her. Den ene om hvor vidt det er okay at inddrage omgivelserne i ens kærligheds smerte. Og den anden om hvis skyld det er, at man står midt i en smertefuld skilsmisse.

 

Diskret af hensyn til kæresten og forholdet

Det første er både nemt og svært at svare på. Der er jo ingen regler om, hvor meget man må underholde andre med om udfordringerne i ens kæresteforhold. Jeg ser ofte, at den part, der har mest lyst til at betro sig til venner og familie er lidt diskret for at beskytte kæresten og derfor går til en terapeut for at betro sig. Eller at man kun betror sig til den ene eller de to venner, som kan holde kæft og ikke er sure på ens kæreste til evig tid.

 

Aftal graden af åbenhed med kæresten

Jeg synes, at det er en menneskeret at tale med andre, hvis det for dig er en naturlig måde at rumme din smerte på. Men det er også klogt at klappe graden af åbenhed af med kæresten. Hvis man har overskud til det. For nogle er det virkelig no-go fremadrettet at sidde til parmiddag med nogen, som ved alt om, at man fx har været utro.

 

Hvem er skyld i kærlighedens krise

Og hvis skyld det er, at man er i krise? Som parterapeut synes jeg sådan lidt overordnet og småhelligt, at jeg sidder over for to uskyldige, der gør deres bedste. Selv om de ofte slet ikke lykkes med at være den bedste version af sig selv. Jeg holder tit med de to lidt på skift for at skabe indsigt og forandring. Men jeg synes, at det er vigtigt at vise forståelse og behandle begge som uskyldige.

 

Den tonedøve og den oversamarbejdende

Hvis Lily og David kom forbi her i København til lidt efterbehandling? Ja, så ville jeg muligvis sige, at David har været pænt tonedøv og presset for meget på med sit behov for sex med andre. Mens Lily har været for samarbejdsvillig og sagt for utydeligt fra. Han skal fremadrettet øve sig i at høre, hvad en partner siger og holde igen på sig selv. Mens hun skal øve sig at være parat til at sige: Hvis du vil det her (fx åbne forholdet) bliver det uden mig.

 

Der er ikke noget som andres ulykke

Resten er historie, og nu tager deres krise og brud en tur i den internationale manege. Vi andre kan gyse, grine og græde. Der er ikke noget som andre menneskers ulykke. Det giver anledning til gode, nærende og varme samtaler og refleksioner i efterårs- og vinterkulden. Hvem er Lily Allen? Det er hende, der ikke ville finde sig i at skulle dække over mere pis.

 

At dele smerte kan skabe samhørighed

Jeg har altid nydt bekendelses-genren, fordi den har givet mig mulighed for at læne mine egne udfordringer ind i noget genkendeligt. Jeg føler ikke, at jeg snager, når jeg læser eller lytter. Lily Allens sange giver mig en følelse af ikke at være alene og underlig, men meget almindelig og meget menneskelig. Det er ganske enkelt ret forløsende og helende. Så tak for det.

 

 

Har I brug for parterapi, eller har du brug for at dele dine følelser med en udenforstående, er du eller I meget velkomne her hos mig. Jeg har 30 års erfaring med at tale med mine gæster om alle de svære følelser i kærlighed i særdeleshed og i livet i al almindelighed. Og jeg har selv en del både glædelig og smertelig erfaring fra mit privatliv, som jeg trækker på. Du kan også læse et andet af mine blog-indlæg om skilsmisse her.

Skrevet af: Martin

30. oktober 2025

Måske kan du også lide….

Hvorfor gør forelskelse ondt

Hvorfor gør forelskelse ondt

Hvorfor gør forelskelse ondt? Tja, fordi det sjældent er smertefrit at være forelsket. Ofte er det faktisk sådan, at...

Hvorfor bliver jeg ked af det

Hvorfor bliver jeg ked af det

Hvorfor bliver jeg ked af det? Jeg forstår det ikke. Jeg har talt med mange par, som oplever et underligt fænomen, når...

Påvirker vejret vores parforhold

Påvirker vejret vores parforhold

Påvirker vejret vores parforhold? Gør årstiden? Ja, vejrskift kan mærkes her hos parterapeuten. Flere bestiller tid...