Parterapeut Martin Østergaard logo
Parterapeut Martin Østergaard logo

Hvad skal vi lave i ferien

Hvad skal vi lave i ferien. En kvinde og et barn på måske ca tre år sopper i vandkanten med hav i baggrunden
Hvad skal vi lave i ferien? For tiden er det højsæson for vinterferier. Uge 7 og de tilstødende uger er en tid, hvor familien rykker sammen og tilbringer mere tid i hinandens selskab. Som udgangspunkt super hyggeligt, fyldt med glæde, varme og mening med tilværelsen.

Alle dem som får lidt pip af familien

Men det er også svært for nogle. Alle dem, der ikke har så meget familie. Alle dem som får lidt pip af deres familie, fordi hverken deres forældre eller søskende egentlig hører efter, hvad de siger. Man kan føle sig ret ensom i flokken. Og måske kommer man endda i konflikt med flokken.

Uvant at bruge så mange timer sammen

Og det er heller ikke altid nemt at være kærester i ferier. Det kan føles uvant at skulle bruge så mange vågne timer sammen, når man har en travl hverdag med arbejde, måske børn og megen praktik. Det er meget lettere, når man går på arbejde, har et dagligt frirum og ikke skal gå så meget op og ned af hinanden. Det er ikke altid nemt at blive enige om svaret på spørgsmålet: Hvad skal vi lave i ferien`

Man bruger mere energi på at være rummelig

Det er jo ikke, fordi man ikke elsker sin familie, sine forældre, sine søskende og ens kæreste. Men man gør jo ikke nødvendigvis tingene på helt samme måde. Eller er enige. Og nu hvor man er koncentreret sammen, bruger man mere energi på at være rummelig og undgå at blive irriteret. At skulle være mere social, end man har lyst til, koster i energi-regnskabet.

Har personlig udvikling gjort os mindre rummelige

De seneste mange års fokus på personlig udvikling har gjort os mere skarpe på, hvem vi selv er, og hvad vi vil være med til. Men dermed slår vi os også nemmere på hinanden. Vi er nok lidt mindre tålmodige med hinanden sammenlignet med dengang, man var nødt til at leve 6 mennesker sammen på 48 kvadratmeter.

Vær den bedst mulige version af dig selv

Jeg vil ikke påstå, at jeg selv er verdens bedste til ikke at blive irriteret, når jeg holder ferie – eller er sammen med familien. Jeg er ret introvert, siger ikke nødvendigvis så meget og kan også være lidt af en gnavpot. Men på grund af mit arbejde bliver jeg konstant mindet om, hvor vigtigt det er at være varm over for hinanden. Det gælder om at anstrenge sig for at være den bedste udgave af sig selv overfor de nærmeste – især når stemningen går fra god til mindre god.

Man behøver ikke tale om det svære hver gang

Og selv om jeg er terapeut og taler med folk om deres problemer, vil jeg faktisk mene, at det nogle gange kan være bedre ikke at tale om det, der skaber konflikt. Nogle gange går det væk af sig selv. Og når par prøver at huske, hvad der var årsagen til deres seneste konflikt, kan de ofte ikke rigtig huske, hvad det gik ud på. Og i mellemtiden er de igen kommet på god fod med hinanden.

Samtaler fjerner ikke nødvendigvis problemet

Selvfølgelig er man nødt til at tale om det, der ikke vil gå væk og bliver ved med at være sårbart og betændt. Så er det en god idé at gå ind i problemerne. Men bare fordi man igen og igen taler om noget, der bliver ved at være en sten i skoen, betyder det ikke, at problemet forsvinder. Nogle gange må man nøjes med at være taknemmelig for, at begge erkender, at her er noget, der gør naller og kalder på eftersyn.

Vi siger ofte ting vi ikke mener

Jeg har i 30 år haft samtaler med enkeltpersoner, kærestepar, søskendepar og familier, og det er langt fra altid, at vi får sagt det til hinanden, som vi egentlig gerne vil. Og tit hører vi også noget andet end det, der bliver sagt. Der skal ikke meget til for at gå forkert af hinanden. Selv når vi prøver at rede trådene ud, ryger vi i totterne på hinanden. Det vigtigste er ikke at give op. Ikke at blive ligeglad. Det er vigtigere end at løse problemet.

Parterapeut i København

Har du brug for lidt luft for dine frustrationer over din kæreste, din mor, far, søster, bror, så kan du altid få fat på mig til en samtale på telefon, online og ved at kigge forbi i min praksis på Nørrebrogade i København. I er også velkomne som par, søskende eller familie. Det er langtfra altid, man kan løse problemerne helt. Men bare det at tale om dem kan give noget varme i hjerterne til de involverede.

Hvordan taler man sammen varmt og kærligt

Jeg har skrevet en lille bog om, hvordan man kan håndtere den irritation, der opstår i nære relationer. Bogen handler om, hvordan vi får talt sammen på en varm og kærlig måde, selv om der er uenighed. Titlen er ’Kærlig kommunikation i parforholdet’. Hvis du har en streamingtjeneste, kan du sikkert finde den der. Den findes både som e-bog og lydbog. Og også som fysisk bog.

Rigtig god ferie.

Skrevet af: Martin

15. februar 2025

Måske kan du også lide….

Hvorfor stopper han med at skrive

Hvorfor stopper han med at skrive

Hvorfor stopper han med at skrive? En del kvinder oplever, at mænd skriver med dem på dating-apps og aftaler at mødes....