Hvad er årsagen til konflikter?

Kristeligt Dagblad bad mig sidste år skrive en kronik om årsagen til, at vi som par har konflikter. Også gerne med et godt råd til, hvordan vi undgår dem. Kronikken var i avisen i maj. Her kommer en let omkskrevet version.

Vi vil helst undgå konflikter i vores parforhold, men måske skal vi bruge færre kræfter på at undgå sammenstødene og flere kræfter på at samle op efter uheldene.

Vi forelsker os ofte ikke kun i hinanden, men også i vores uopfyldte længsler og lidt for optimistiske drømme om, hvad kæresten og kærligheden kan byde på. Virkeligheden lever ikke op til drømmene, selv om det kan føles himmelsk længe. Selv om vi godt ved, at det bliver hverdag igen, er det overraskende svært at opgive illusionen. Man bliver ked af det og hen af vejen stadig mere irriteret på kæresten over, at forholdet langsomt men sikkert går i andre retninger, end man ønsker. Og så har vi balladen.

I min praksis er ’problemer med kommunikationen’ en almindelig begrundelse for, at det går skidt i parforholdet. ’Vi kan stort set ikke tale om noget uden at komme op at skændes’, skriver et par for at forklare, hvorfor de søger hjælp. Mange par får over årene gravet sig ned i positioner, hvorfra de ikke nødvendigvis råber af hinanden, men bare ikke taler særligt pænt sammen. Hen ad vejen kan stemningen ved morgenbordet blive så tavs og anspændt, at man slår sig på den. Det kan være svært at lytte til hinanden uden at høre alt som en eller anden form for bebrejdelse, brok, anklage eller mistænkeliggørelse. Selv vejret kan det være svært at tale om.

Samlivet kan samtidig på overfladen være velfungerende med arbejde, børn og vennekreds, og det kan bidrage til følelsen af at være spærret inde i en særlig form for vanvid, som man kun deler med ganske få eller slet ingen. ’Vi har nogle utroligt dejlige og harmoniske børn, som måske fornemmer noget, men ikke det fulde omfang. Vi har gode jobs, vi begge holder af. Vi har et dejligt hjem, gode venner og en sund og rask familie omkring os. Vi kan bare ikke rigtig være i stue med hinanden. Jo, når her er gæster, går det lidt bedre. Alle tror, at vi er det perfekte par.’

Og hvad er det, man er så uenige om? Tja, det kan være, at den ene hurtigt i forholdet følte sig afvist følelsesmæssigt. Det kan være, at den anden pludselig ikke havde så megen lyst til sex. Det kan være, den ene trak sig væk, når der var dialog, fordi ’du hæver stemmen og skælder ud’ eller ’du fortæller mig hele tiden, at jeg gør dig ked af det, og jeg gør jo intet for at såre dig bevidst.’ Nogle terapeuter taler om, at den ene i forholdet bliver opsøgende, mens den anden bliver undvigende. Den ene søger samvær og bekræftelse, mens den anden føler sig jaget og bebrejdet. Jagten er sat ind, og er man ikke opmærksom på den skæve dynamik, bliver det til et destruktiv mønster, hvor ingen er skyldige, men begge bliver skadet.

Nogle kærestepar kan genskabe og forstærke følelsen af nærhed og forbindelse ved at sætte gang i fælles projekter eller tage ud at rejse, fordi mange andre gøremål er lagt til side, og vi er mere sammen-sammen. Men for andre kan fælles projekter og ferier være det rene helvede, fordi den svigtende forbindelse bliver mere smerteligt mærkbar, når man ikke kan flygte til en mere tryg zone fx på arbejde, på racercykel på landevejen eller i omsorgen for familiens hund, børn eller børnebørn. Eller man lider under at se, at kæresten trækker sig ind i sig selv eller laver alt muligt praktisk for at undgå nærkontakt.

Heldigvis flyder mange par også ind imellem mere sammen på en god måde og får helet nogle af de sår, der er opstået i afsavn og venten på bedre tider. Nogle par bliver undervejs klogere på deres mønstre med hinanden. De får det ikke nødvendigvis bedre med det samme, men de bliver langsomt bedre til at se, hvordan de misforstår hinanden og ikke for alvor hører, hvad der bliver sagt. Vi kan være heldige at opdage, hvor meget vi sårer vores partner uden at ville det – og nogle gange også uden at vide det. Vi kan være heldige at få anbefalinger til, hvad vi kan gøre for at give kæresten, hvad kæresten gerne vil have, uden at vi føler os drænet af det.

Langsomt bliver man bedre til at rette kursen op. Og når man næste gang kører en samtale i hegnet, behøver man måske ikke længere hjælp udefra, men kan med stadig større behændighed hjælpe sig selv og hinanden ud af uheldet. Man bliver hurtigere til at genskabe den varme kontakt og stemning. Man får lettere ved at tilgive sig selv og hinanden. Og skulle man igen slå sig på en samtale, tænker man hurtigere: ’Vi prøver igen’.

Mange par beder udmattede om værktøjer til at undgå de opslidende konflikter. ’Kan vi ikke aftale et signal, så vi kan stoppe os selv, inden det går galt? Kan vi ikke aftale et kodeord?’ Og jo, man kan godt lave en aftale om at prøve at undgå at ryge i totterne på hinanden, men det kommer tit ikke til at virke. Jeg synes nu heller ikke, at konflikterne skal gå væk, for de rummer et stort udviklingspotentiale. Og det kunne være en sund ambition at øve sig i at blive stadig bedre til at være uenige uden at komme til at slå på hinanden verbalt.

Jeg er tilhænger af det, man kunne kalde ’en tillægsadfærd’. At man i stedet for at fokusere på at undgå konflikt, fokuserer på så hurtigt som muligt at række ud og genskabe kontakten, så man ikke skal gå rundt med rimfrost på væggene i flere dage eller måske uger, før den ene rækker hånden ud. I stedet for at tro, at man kan kontrollere sin personlighed og sit mønster, tilføjer man en adfærd: Man kommer den anden hurtigere i møde. Man prøver at tale om det igen. Og igen.

Det er møgsvært. Men hvis man øver sig, bliver det stadig lettere at tilgive både sig selv og den anden for alt det, vi får gjort i ren og skær affekt, inden man når at tænke sig om. Vores dårlige mønstre er langt hurtigere end vores fornuft. Men derfor behøver man ikke opgive at gøre noget fornuftigt, når impulserne igen har skabt ravage.

Og hvad skaber ellers konflikter? Ja, det kan stort set hvad som helst. Vi har konflikter om forskellige tilgange til børneopdragelse. Den ene synes, at den anden er for blødsøden, og den anden synes, at den ene er for hård. Vi ryger også i konflikt med hinanden, fordi den ene ikke synes, at vedkommende kan sige sin mening, uden at den anden erklærer ’Det kan jeg ikke bruge til noget’. Vi har konflikter om vores sexliv. Den ene vil gerne have mere sex eller sex på en anden måde, og den anden føler sig presset og kritiseret og lukker ned og ønsker mere intimitet og nærhed før sex.

Vi har også konflikter, fordi vi oftere bor sammen med både dine, mine og vores børn, og stemningen omkring børn og familie kan blive særdeles betændt, når vi har hver sin opfattelse af, hvordan man er sammen som familie. Vi ryger i konflikt, når der opstår sygdom eller krise i familien, fordi vi håndtere udfordringer forskelligt. Den ene vil helst tale om problemerne og gå ind i dem. Den anden vil hellere undgå ’al den snak’ og tage udfordringerne hen ad vejen.

Vi bliver aldrig ens. Gudskelov. Modsætninger mødes, og sød musik opstår. Vi skal bare huske at ære, at modsætningerne også skaber uenighed, og at konflikter kan være virkelig gode til at få forhold til at udvikle sig og være levende. Vi skal tage ved lære af sammenstødene. Og øve os i en adfærd, der gør os nemmere at tilgive. Ræk ud så snart du er klar. Selv om vi dummer os igen og igen, så ønsker vi jo mest af alt at være fornuftige. Så ræk ud igen. Og igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *