Hjælp til at forstå min mand

I det seneste nummer af magasinet Liv, er der et dobbeltinterview med Mads Christensen og mig. Vi bliver begge stillet en række spørgsmål af typen: “Hvorfor gider min mand ikke ose lidt rundt i IKEA?” eller “Hvorfor lægger min mand altid op til mig, når jeg er nedtrykt eller i dårligt humør?”.

Her kommer et par af mine svar, som måske giver dig lyst til at købe bladet og læse lidt mere:

Hvorfor gider min mand ikke ose lidt rundt i IKEA?

Han får ikke energi af at gå i IKEA. Han bliver ikke inspireret, men udmattet og får ondt over lænden af at slentre langsomt rundt. Mænd er ofte dødligeglade med et eller andet nyt tapet fra en spændende designer, der har ladet sig inspirere af ribsbuske – we couldn´t care less.

Hvorfor lægger min mand altid op til mig, når jeg er nedtrykt eller i dårligt humør?

Jeg tror en del mænd i den situationen tænker, at deres kone har brug for en lille opkvikker, og at når god sex kvikker ham op, så vil det sikkert også få hende i bedre humør. Der kan også være mænd, der tænder på, at hun ikke er sit stålsatte kontrol-jeg, men mere åben og sårbar, og det giver ham mulighed for at være den store, stærke mand.