Godt-godt-godt humør!?

lørdag 8. december

Argh, så kom de!

Nogle dage som ikke er så helvedes positive. Måske er almentilstanden påvirket af en eller anden form for influenza-virus, som giver minimal hovedpine og minimal kvalme. Så minimal at det ikke føles som sygdom, men nærmere som kvalme eller hovedpine. Men da min datter har samme symptomer, og jeg i øvrigt ikke har spist så mange brunkager, at det enten kan have sat sig på hjernen eller fordøjelsen, vælger jeg at tro, at det er en mild influenza.

Jeg slås også med nogle gamle, sortsynede temaer, tanker og stemninger, men jeg bliver ikke overmandet af dem. Flere års hårdnakket arbejde med at beskrive dem, skære dem til og præsentere dem i bogform (“Lige nu har jeg det godt”, udgivelse 10. april 2013 på forlaget Indblik) har givet mig en ny følelse af at eje mine sorte tanker og tage ansvar for dem i stedet for at være et offer for dem og uden for indflydelse.

I går så jeg et brudstykke fra en film, jeg lige kom forbi på tv. En kvinde, der åbenlyst havde sine udfordringer, sagde: “Nogle gange er man bare nødt til at vælge at være lykkelig”. Så meget til yderligheder vil jeg ikke selv gå. Men jeg er frisk på til enhver tid at vælge at have det godt, hvis jeg ikke har det.

I disse dage er jeg delefar, og dette skift fra at være “mig selv” til at være sammen med mine børn gør det ofte vanskeligt at blive i en comfort zone af arbejde, træning, læsning, skrivning, filmkigning og andre former for selvforglemmelse. At være sammen med mine børn tvinger mig til på en anden måde at være nærværende. Det er jo godt, men det åbner også for det med, at jeg skal være der for andre og ikke bare kan være håbløst og behageligt selvoptaget. Sundt, godt og helsebringende, men også en påmindelse om, at der ikke findes nogen sikre steder i tilværelsen, og at man hele tiden er nødt til at forholde sig til andre, hvis man ikke vil blive underlig og isoleret.

Giver det mening, eller er det tungetale?

Jeg ser ofte, hvor godt det er for folk at få børn. Man vokser ud af sine begrænsninger og sin lukkethed. Man bliver åben og nærværende, fordi man pinedød er tvunget til det, hvis man vil have ungen til at holde op med at skrige. Det er smukt, at vi blotter os selv og vores inderste, når vi bliver tvunget til at glemme os selv og fokusere på en halv meter høj plage i orangefarvet flyverdragt med lilla elefanthue.

Hvad er det, jeg vil sige? Jeg ville jo ikke skrive en masse om børn og om at få børn. Mere om personlige processer. Mere om at vågne op til andre virkeligheder i stedet for hele tiden at være i den samme. At det er godt at blive skubbet ud af sin rosenhave.

At jeg egentlig har det godt. At himlen er blå, og når jeg strækker halsen en smule her i min kontorstol, og at jeg kan se den hvide måne stå som en lille, hvid afklippet negl over taget på den anden side af gaden. At jeg får det godt, når jeg skriver. Det har jeg jo skrevet før. Ja, men det er dejligt at skrive igen, mærke igen. Det virker stort set hver gang. Og hvorfor ikke gentage det? Jeg tror, at det lige i mit tilfælde er en god idé at fokusere pænt meget på det positive, når det er der.

Godt, godt, godt, godt, godt humør!

Blå, blå, blå, klar blå himmel!

Så er det tid til lidt morgenmad.