Fridag!

Torsdag 17. januar

Nogle gange dukker der en dag op uden aftaler i kalenderen. Sådan en dag var det i dag.

I går sad jeg til møde hele eftermiddagen med en flok gode kolleger. Vi mødes en gang om måneden for at tale arbejdsliv … og i et vist omfang også privatliv.

På et tidspunkt fortalte jeg, at jeg føler mig stakåndet for tiden. Som om jeg ikke trækker vejret ordentligt ned i lungerne, men kun oppe i brystet og med en følelse af at blive kvalt en ganske lille smule. Da jeg for fjorten dage siden var med drengene i DGI-byen, tog jeg mig en svømmetur alene på den store rundbane, og jeg gav den gas – og fik åndenød og måtte stoppe allerede på første omgang. Det var underligt. Det udviklede sig til et kortvarigt angstanfald på måske 5-10 sekunder, som nok mest af alt handlede om, at jeg er uvant med at få problemer med at trække vejret.

Jeg tror, det er stress. Følelsesmæssig overbelastning. Der har været for meget både praktisk og følelsesmæssigt at deale med i den senere tid, og jeg har tilbagevendende haft en underlig fornemmelse i hovedet og ansigtet. Som en spændingshovedpine. En følelse af, at ansigtet ikke sidder ordenligt fast … haha! Det lyder helt absurd. Men ja, sådan en urolig og fragmenteret følelse af at rasle lidt fra hinanden.

Er jeg ved at blive gammel? Svigter mine kræfter? Har jeg for meget at lave? Spekulerer jeg for meget? Catrine foreslog mig at gå til læge, men som enhver anden mand slog jeg det hen og sagde, at det slet og ret handler om, at jeg skal slappe mere af. Falde ned.

Og det gjorde jeg så i dag. Jeg tænkte, at nu skulle det være. I går talte jeg om det. Og jeg har flere gange tænkt på det. Så nu skulle det være. Nu var muligheden der. Kalenderen var tom.

Jeg lavede lidt praktisk kontorarbejde i morges og svarede på et enkelt spørgsmål i brevkassen. Det føltes ikke som at lave noget, men bare som at slappe af. Og så kunne jeg ikke nære mig for at samle tre dunke med maling og tøffe afsted i mit varme tøj for at pletmale lidt mere på alle afskalninger og slagmærker igen-igen-igen her i opgangen og i opgangen ved siden af. Det lokkede simpelthen for meget at forsvinde lidt ind i min ny rolle som vicevært i andelsboligforeningen.

I min bog Lige nu har jeg det godt begynder jeg at gå til yoga og går direkte videre til meditation, som bliver en hel åbenbaring for mig. Jeg finder ny sjælefred og balance i meditationen. Senere er jeg igen holdt op med at meditere, men jeg bærer de meditative discipliner med mig, og de dukker op, når jeg har brug for dem. Trække vejret roligt og følge vejtrækningen bevidst, samtidig med et bevidst fokus på et punkt mellem øjnene.

Jeg burde nok begynde at meditere igen, men lige nu er pletmaling min ny meditation. Jeg er fuldkommen væk og til stede på samme tid. Sindet tømmes for overflødigheder, og ind rykker … stilhed, balance og sjælefred.

Om et par måneder er jeg sikkert dødtræt af at pletmale og feje og vaske gulvet og støvsuge på lofter og i kælderen og skifte pærer og batterier i brandalarmer. Og finder ikke længere fred i det. Så må jeg finde noget nyt, der kan sætte mig fri.

Og jo, der er faktisk også noget andet, der sætter mig fri. TV-serien Breaking Bad får mig også til fuldkommen at forsvinde ind i manden, der lever to liv. Et liv som en lidt kuet og alt for flink familiefar. Et andet liv som nybagt methamfetamin-fremstiller og stadig mere kontant bad ass kriminel. Fuck, hvor er det syret og megafedt.

Efter to timer med maling-meditation, cyklede jeg en tur på posthuset med et par af mine bøger, som jeg havde solgt via min hjemmeside og bagefter videre til Bellahøj Svømmestadion. Jeg svømmede en kilometer og satte mig i badebukser foran fra-gulv-til-loft-glasvæggen og kiggede ud på vintersolen, der skinnede stærkt. Jeg kunne kigge direkte på solen, fordi den var delvist dækket af dis.

Der sad jeg så og småmediterede et øjeblik og lagde mig ned på ryggen på den opvarmede bænk og faldt i søvn. Jeg ved ikke, hvor længe jeg sov, og da jeg vågnede, anede jeg et kort øjeblik heller ikke, hvor jeg var.

Den lille lur gav fred i sjælen, og jeg vandrede let til mode ind i saunaen og sad og kogte med fire andre, tavse mænd. Til sidst kørte jeg hjem og købte ind til aftensmad i SuperBrugsen.

Det lykkedes at springe over den dårlig samvittighed, som jeg ofte får, når jeg ikke er i gang med alt muligt. Jeg har næsten ikke dårlig samvittighed over ikke at have skrevet på  min næste bog, en krimi, som rider mig som en mare, fordi jeg føler mig forpligtet til at følge en drøm om at skrive den.

Mareridtet består i, at jeg ved at følge min drøm møder min værste frygt. Og jeg forstår ikke, hvorfor den er der. Frygten. Og det er sikkert derfor, jeg må skrive bogen. Det er faktisk en thriller og ikke en krimi. Og det er meget passende, for den skræmmer mig fra vid og sans. Mest af alt er jeg bange for ikke at gennemføre. Og angsten for at fejle får mig til at gå i stå og blive endnu mere bange for fiasko.

Nå, men jeg har besluttet at drille dæmonerne og fuldføre. Dæmonerne har allerede været her længe, og der er kommet meget konstruktivt og kreativt ud af at have dem boende. Jeg har både opdaget, at jeg er god til at male abstrakt, og så har jeg fået skrevet en bog om angsten for at falde igennem. Det er da et meget godt makkerskab, jeg har med min angst. Måske skal jeg begynde at takke den for alle gaverne. Frem for at forsøge at få den til at gå væk.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.