Fri for jobbet og chefen

Jeg er stødt ind i det flere gange i min praksis i den seneste tid.

At man er træt af sin chef, jobbet eller arbejdspresset er ikke et ukendt fænomen, langt fra. Men det er blevet mere almindeligt, at vi ikke reagerer på det, fordi vi er bange for at sige jobbet op, så længe der ikke ligefrem hænger jobs på træerne i ens branche.

Mange bliver i jobs, hvor de er mere eller mindre overbelastede, stressede og udbrændte. Ja, måske er der et par gode dage, men så kommer der en lille belastning, og så bliver man helt ulykkelig eller træt eller føler sig alt for slidt, fordi der er for dårlig bemanding, tilbagevendende nedskæringer eller krav om at løbe hurtigere og være mere effektiv.

Og mange bliver i jobs, hvor de på trods af gentagne forsøg på at skabe bedre kemi mistrives i forhold til chefen eller mellemlederen, som heller ikke rigtig trives, fordi hun skal fyre folk eller løbe rundt og piske dem eller engagere sig i udviklingsamtaler, som føles som ren afvikling.

Og det hele skyldes angsten for at der ikke er noget at rive i et andet sted, og man ender i langvarig og ufrivillig arbejdsløshed og måske får det endnu værre end nu, hvor man humper afsted med følelsen af at misbruge sig selv, sin sjæl og sin krop.

Og hvad gør man ved det? Hvis man føler sig fanget i et t-kryds og ikke ved, i hvilken retning man skal gå?

Et af tidens mest oplagte svar er at søge indad og finde… sig selv.

Jeps, jeg ved, at det lyder langhåret. Men man kan også søge indad ved at gå ud og spille golf eller lave frivilligt, humanitært arbejde. Og hvad gjorde Nelson Mandela, da han sad i spjældet i mange år? Han tænkte sig ud af boksen. Han tilgav sine fangevogtere og satte sig selv mentalt fri, fordi han regnede ud, at hvis han følte sig som et offer og taget til fange, ville han bukke under.

Der er mange måder at søge indad og finde sig selv på. Man behøver ikke sidde i lotusstilling og meditere… selv om det er en af mine personlige favoritter. Næh, jeg nævner i flæng, at virkelig mange mennesker elsker deres hund. Og nogle elsker også deres børn, ha-ha. Dem kan man altid kaste sin kærlighed på. Og det udelukker ikke, at man også kan spænde hjælmen og hoppe i cykelbukserne og køre rundt på sin bike i skoven i et tempo, der rummer stor risiko for at ryge på røven og trykke sine ribben. Men så MÆRKER man for helvede noget. I modsætning til når man er på arbejde og igen-igen-igen må æde sig selv i forhold til en barnlig, selvoptaget, nidkær, dominerende og kontrollerende chef, som ikke er opmærksom på sin medarbejders mange talenter og visioner.

En bidragyder i min brevkasse sammenlignede det med at være i et forhold, som begge ved er ved at gå i opløsning. Hvordan kommer man igennem den sidste tid med værdighed? Med indre fred?

Svaret er, at det er for ambitiøs at forvente, at man som en anden Gandhi kan “være i det” og selv være den forandring i verden, man ønsker at se… som i øvrigt også er et Gandhi-citat. Indimellem kan man rumme det og være voksen og moden og passe både på sig selv og den chef eller umulige kollega, man slås med, fordi kemien ikke er der, aldrig har været der eller netop har været der, men nu er forsvundet, og man padler af alle kræfter for at redde stumperne. Andre gange må man give slip og blive rasende og desperat. Det er også konstruktivt, selv om det langtfra altid føles sådan.

Det er vigtigt ikke at kæmpe for hårdt. Det er vigtigt ikke at have for store forventninger til sig selv om at kunne håndtere livets udfordringer og mest smertefulde øjeblikke. Det er vigtigt at anerkende, at man er pissevred, frustreret og… ked, ked, ked, ked, ked af det dybt, dybt inde i sjælen.

Og så græde.

Det hælper at græde ud. Eller at stå ved – i det mindste over for sig selv – at man er virkelig knust og smadret over at føle sig sådan taget til fange. Og så mærke, at man bliver berørt. Uden straks at skulle tage sig sammen og spise en tudekiks og komme videre.

Det er nødvendigt at bryde sammen af og til for at kunne bære livet og en frustrerende jobsituation, når man nu ellers havde fået sit livs drømmearbejde.

Sådan er livet nemlig. Og kort tid efter man har grædt eller smadret salatskålen, kan man så gå til yoga eller tage ud og kite-surfe eller klatre lidt højere op på den lodrette mur, som man er helt vildt fascineret af at udfordre med fingre og klatresko på Kullen.

Forandringen skal nok komme. Husk på at din sjæl altid er parat til at skabe forandringen lige på stedet, når du har brug for den. Selv om du sidder fast i noget, sidder du overhovedet ikke fast. Der er en del af dig, som altid er fri, uskadt og gør lige, hvad der passer den – for at passe på dig.

Nogle gange skal vi bare være max udfordrede for at opdage det.