Flyd med følelserne så du ikke drukner

Vandhund ved Vesterhavet

I min brevkasse kæmper en kvinde lige for tiden en hård kamp for at holde sig på afstand af en ekskæreste og deres dårlige forhold. Det er som alkoholikerens kamp med at holde sig fra den både lokkende og dræbende sprut.

I dag skriver hun, at hun savner ham heeelt vildt og føler, at en ekstra voldsom understrøm af følelser er ved at tage fodfæstet fra hende i den vilde strøm af følelser, hun i forvejen står midt i.

Billedet med den stærke strøm af følelser får mig til at tænke tilbage på en badeoplevelse. Jeg er en glad vandhund, men for et par somre siden kom jeg lidt for langt ud i Vesterhavet og oplevede en strøm på tværs af stranden, som betød, at jeg ikke kunne svømme ind til land igen. Først svømmede jeg af alle kræfter, fordi det da for faen ikke kunne passe, at jeg ikke kunne komme ind, som jeg plejede trods lidt strøm og høje bølger. Men jeg blev bare revet længere og længere mod nord langs stranden uden at komme tættere på. Jeg gik fysisk fuldkommen kold af anstrengelse og blev grebet af panik, fordi jeg godt kunne svømme, men ikke kom nogen vegne og derfor begyndte at frygte, at jeg ville drukne.

Så sagde en stemme, at jeg bare skulle flyde med, og det gjorde jeg. Ikke rigtig som et bevidst valg, men som et accepteret valg, fordi jeg ikke kunne gøre andet. Jeg havde ikke kræfter til at kæmpe imod.

Jeg husker ikke præcis, hvordan jeg kom i land, men på et tidspunkt må strømmen være blevet mindre stærk, og jeg må have samlet nok kræfter til stille og roligt at kæmpe mig i land.

Og hvad er pointen så? Forbindelsen mellem Vesterhavet og følelseshavet? 

Pointen er: Flyd med følelserne. Kæmp ikke for meget imod. Acceptér det, der er – og vid at en del af dig altid er fuldkommen uskadt, hel og upåvirket af angsten, som brøler igennem dig.

Med venlig hilsen Martin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.