Farvel til far

For ti år siden gik jeg på et kursus, hvor en kvindelig kursusdeltager på godt 50 fortalte om, hvordan hun døjede med, at hendes forældre var så gamle, at de var blevet senile og skulle på plejehjem, og at det krævede en del arbejde af hende.

Jeg kan huske, at det gjorde indtryk på mig, og jeg havde lyst til at fortrænge tanken om, at mine dengang velfungerende forældre skulle blive så senile, at de ikke længere kunne klare sig, men at jeg skulle tage mig af dem og sørge for at sende dem videre i systemet. Jeg ville ikke have, at de skulle blive svage og dø.

Nu 10 år senere er det min egen tur.

I de seneste uger har jeg været i gang med at pakke min fars lejlighed ned, fordi han røg på hospitalet med hjerteflimmer og måtte have indopereret en pacemaker… efter først at have overvejet, om han hellere ville undvære og risikere at kradse af. Bagefter blev han flyttet til en midlertidigt plads på et plejehjem, hvor han nu har fået en permanent plads.

Det er fandme trist med sådan en menneskeliv. Vores forhold har aldrig være det bedste. Da mine forældre blev skilt, fik han travlt med at leve det søde liv med damer og 70er og 80er disko, og jeg vidste aldrig helt, hvornår jeg så ham næste gang. Da jeg blev voksen skrev jeg en kronik “Den ny mand i huset” i Politiken om den 9-årige drengs manglende forhold til sin far, og det blev starten på mine personlige skriverier.

Lige i dag har min storebror hyret en mand, der afhenter dødsboer, til at rydde lejligheden efter min far. Det ser ikke godt ud i lejligheden. I de seneste år har han forsøgt at drikke og ryge sig ihjel. Det lykkedes ikke helt, men for helvede hvor kan sådan noget tobaksrøg ødelægge alt med en stank som jeg ved ikke hvad.

Det er vemodigt med alt det, der kunne have været, men aldrig rigtig blev til noget. På forunderlig vis prøver jeg at lægge samvittigheden i at få ryddet ordentligt op efter den gamle og på den måde give mig selv den kærlighed, som det aldrig helt lykkedes ham at videreformidle. Han ringede oftest til mig, når han skulle fortælle, at han og kæresten skulle på endnu et sea cruise og ville være væk i 14 dage. I den seneste tid har jeg kigget på nogle af billederne fra deres ture. De ser glade ud, som de står der sammen med cruise-kaptajnen eller sidder ved det eksotiske morgenmadsbord, står med hånden på skulderen af indfødte handlere på stranden eller med guldkæde og bronzebrun hud i lyseblåt caraibisk havvand.

Nu ligger han som en langhåret og langskægget fugleunge og kan ikke komme ud af sengen på plejehjemmet. Og dagen i dag skal bruges til at rense hans tv med sprit og køre det over til plejehjemmet, så han kan se på andet end himlen og træet uden for vinduet. Det skal renses godt det tv, for jeg gider ikke besøge ham i den der fucking nikotin-værtshuslugt for fremtiden.