Er der noget galt med dit underliv?

Hvorfor kan man ikke bare have lov til at være en frivilligt og glad barnløs kvinde på vej mod slutningen af den fødedygtige alder uden at blive stillet grødhoved-spørgsmål?

Som fx det i overskriften… Hvorfor har du ikke nogen børn? Er der noget galt med dit underliv?

Jeg kender flere, som må søge sammen med andre kvinder i samme situation og tale fortroligt om, hvor ubehageligt det er, at man bliver betragtet som en smule underlig, når man ikke har barn og heller ikke er vildt optaget af ønsket om at få et. Ofte bliver man i den bedste mening krydsforhørt om det “manglende” barn, som om de, der spørger, regner med, at taler vi bare tilstrækkeligt længe om denne udfordring, så kommer der våde øjne og hul på et sørgeligt fortrængt behov.

En mand ville man aldrig marinere i samme grad af nysgerrighed. Hvorfor har du ingen børn? Føler du, at det påvirker din mandighed? Er der noget galt med din sædkvalitet?

Mit råd er: Lad være med at spørge, med mindre der bliver fortalt om emnet af personen selv. Og husk at omsorg for andres “barnløshed” meget let bliver både misforstået og hensynsløs.

Kvinden, der har skrevet til mig om kommentaren med underlivet, fortæller, at hun også er blevet spurgt, om det er sygdom eller manglende evne til at yde omsorg eller pleje over for andre, der er årsagen til, at hun som et par og fyrre-årig ikke har børn.

Og ud over den med underlivet, har hun skullet høre på kommentarer som: “Du kan stadig nå at få fertilitetsbehandling eller gå i byen og knalde med en eller anden tilfældig”, “Du ender som en særling uden børn” og “Nu skal du have fart på”.

Omvendt går færreste forældre rundt og underholder med, hvor grænseoverskridende det også er at få børn. At det ofte er sindsygt hårdt og skaber afstand mellem to, som elsker hinanden. At man i perioder mister sig selv og føler, at livskvaliteten og lykkefølelsen er dalet voldsomt. At man savner at være sig selv og fri for børn og langt væk fra det liv, man ikke havde regnet med, at det ville medføre.

Måske ser man man som forælder i virkeligheden noget forbudt og eftertragtet, når man ser en person uden barn, som tilsyneladende er i balance og sig selv. Det er svært at sige. Det er i hvert fald en god idé at spørge sig selv, hvad man savner, inden man begynder at pådutte andre, at de savner at bære rundt på den halvtunge pokal, man selv forslæber sig på.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.