En afgrund af frihed

onsdag 12.12.12

Endelig en morgen hvor jeg er lidt negativ. Jeg havde næsten vænnet mig af med at være humørsyg. Men jeg vidste jo, at det ville komme igen. I dag er årsagen sådan set ikke nogen anden, end at jeg ikke har så meget på programmet, jeg SKAL gøre, og derfor straks fortvivler ved tyngden af tanken om alt det, jeg så kunne finde på at stille op med al den frihed. Hvorfor ikke bare slappe af og nyde friheden? Hvorfor straks føle en forpligtelse til at udrette store ting?

Jeg ligger i sengen og siger til mig selv, at jeg må starte dagen med at skrive og være mit eget vidne. Jeg ved, at jeg trækker vejret mere frit, når jeg har skrevet, hvordan jeg har det. Jeg skal skrive det for at slippe det. Når det står på papiret, på skærmen, er det lettere at bære. Problemet kan næsten forsvinde. Og nej,  der var jo egentlig ikke noget problem som udgangspunkt, men man kan jo skabe den slags ud af ingenting. Det er faktisk ofte derfra, tingene kommer.

Og nu er jeg lettet. Ahhh! Mere skal der ikke til her til morgen.

Jeg havde mareridt. Om at have skadet en familie. Og nu var forældrene oppe at skændes, og jeg måtte stå ude i indkørslen og skamme mig. Og deres søn, som var omkring samme alder som jeg selv, da mine forældre blev skilt, står også i indkørslen, men lidt tættere på huset og er ked af, at hans forældre skændes. For at komme væk fra ubehaget går han igennem en hæk ved siden af indkørslen. Forældrene ser det ikke. Jeg ser det. Bag hækken ligger en sø, og drengen står kun et kort øjeblik og kigger ned i vandet, inden han hopper og forsvinder. Jeg hopper efter ham. Nede i vandet er der mørkt, men jeg kan se ham. Han ligger højere i vandet end jeg, og jeg svømmer op imod ham for at redde ham. Pludselig er jeg oppe igen og skælder ud på hans forældre. De kan kræftædemig ikke finde ud af en skid, og nu er deres søn endda hoppet i søen.

Så vågnede jeg. Og lå vågen en halv times tid der ved 5-tiden og kunne se gennem soveværelsesvinduet og det florlette gardin, at lyskæden, der er viklet rundt om altankanten, lyste sneen på altangulvet op. Der var ikke nogen mørke tanker. Ikke særligt mørke i hvert fald. På et tidspunkt vågnede min hustru, kiggede på mig i mørket og smilede. Og jeg smilede til hende.

Efter lidt tid faldt jeg i søvn igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.