Det er skidesvært med mænd

Der kom et indlæg fra en 26-årig kvinde i min brevkasse. Hun skrev, at hun var faret vild i mandejunglen.

Hun skrev: “Vil enormt gerne have en kæreste – Har været single i fire år efter et destruktivt forhold. Jeg kan sagtens møde mænd og tale med dem, men så kommer jeg ikke rigtig længere. Er der nogen, der har nogle fif til at komme igang og finde den rette?”

Jeg skrev til hende:

“Jeg har det gode råd!

Du skal bare fortsætte!

Det er skidesvært… det der med mænd. Faktisk er det også svært for mænd. Ikke bare med kvinder, men også med dem (os) selv. Så nogle gange har kvinder faktisk en fordel ved at være mere bevidste om sig selv. Men så kan man sige, at kvinder igen bliver handicappet af, at mænd ikke altid er lige klar over, hvad vi gør og hvorfor.

Og her skal jeg huske at fortælle, at det naturligvis ikke gælder de mænd, der læser løs her i brevkassen og besvarer. Det er nogle helt særlige mænd, som rent faktisk interesserer sig ud over det almindelige for alt det med følelser.

Nå, men tilbage til dig. Husk nu at det er helt almindeligt at gå lidt i stå, når man prøver sig frem med mulige kærester. Enten fordi man ikke selv er tilstrækkeligt interesseret, eller fordi den anden ikke er det. Og fordi alt muligt andet.

At det går lidt i stå for dig, kan muligvis også hænge sammen med, at du “kommer i kontakt med” (som man siger i terapeut-verdenen) smerten fra forholdet, du kommer fra. Hvis det har været smertefuldt for dig, vil det ofte dukke op som bekymring, ubehag, vrede, sorg, følelsesløshed, frustration og mange andre sjove følelsesmæssige efterreaktioner på det, man har været igennem.

Det er altsammen bare følelser, og du kan ikke regne med dem. De kommer og går, som det passer dem. Og hvis man synes, at man bliver styret for meget af følelserne og sin angst for dem, så kan man naturligvis få hjælp og støtte til bedre at forstå sig selv.

Men dybest set handler det bare om ikke at give op og at gå videre. Han skal nok komme. Husk at det sværeste her i verden er at finde den rigtige kæreste. Hvis det var nemmere, ville der ikke være skrevet så mange smukke sange om længslen, der fylder os alle.