Svar til: Svigerfar respekterer ikke privatliv

#2246

Hej

Jeg vil anbefale, at du siger det stille og roligt og kort til din kæreste: “Jeg vil blive glad, hvis du vil fortælle din far, at han kun kan komme i vores hjem efter at have aftalt det på forhånd med enten dig eller mig, og at du har orienteret mig i god tid, hvis aftalen er indgået med dig”. Du kan også skrive det i en mail og ringe og sige til ham, at du har sendt en mail, som du gerne vil bede ham om at læse. Det vil mindske risikoen for et uproduktivt sammenstød og en problem-udskydende konflikt.

Din kæreste vil muligvis give dig fornemmelsen af, at du er urimelig eller på andre måder på tværs, når han ikke allerede nu har sat mere tydelige grænser for sin far. Dette skal du så vidt muligt ignorere … for det bliver bare til et skænderi. Og i stedet skal du venligt gentage: “Din far må ikke komme i vores hjem uden at aftale det fra gang til gang, hvis jeg skal have det godt med at være her. Det skal efter min mening aftales med ham i dag”. Du er i din FULDE ret til at få dette krav gennemført, og derfor skal du ikke presse på for at få, hvad du har krav på. Så går det bare langsommere. Hold bare stille og roligt fast på dit.

Hvis din kæreste stadig stritter imod eller ikke forstår og vil have forklaring, kan du forsøge at forklare så godt, du kan. Men gør det kort. Hvis han ikke forstår det i løbet af en forklaring på 30 sekunder, så handler det om noget andet end gode argumenter. Så kan du sige: “Tænk over det. Tal med nogle andre om det og hør, hvad de synes om mit krav og din fars besøg. Og lad os tale om det igen i morgen”.

Hvis han stadig stritter imod dagen efter, skal du sige: “Ok, jeg kan og vil ikke bestemme over dig, din lejlighed og din far, men jeg kan bestemme over mig selv, og derfor flytter jeg ud, indtil du får lavet en aftale med din far om ikke at komme uanmeldt eller selv låse sig ind. Og jeg flytter inden for 2-3 dage”.

Hvis din kæreste er hardcore ubevidst om sin fars vampyr-agtige tilbøjeligheder, så er det muligt, at han – altså din kæreste – ikke reagerer, før du flytter ud. Vær forberedt på det! Men gennemfør projektet og flyt ud. Mange mennesker forstår først alvoren, når de sidder alene tilbage i hjemmet. Og i dit tilfælde har du yderligere en trumf i maven … selv om det i princippet er ligegyldigt.

Med venlig hilsen

/ Martin Østergaard