Svar til: Spark gang i denne ny brevkasse

#2164
Salamina
Deltager

Ja, Rosmarin, jeg kan helt godt huske din historie. Jeg tænkte faktisk også på bl.a. din historie da jeg skrev til Martin.
Synes blot det er underligt, at jeg for mit vedkommende f.eks. ikke bliver helt så hårdt ramt, som du blev da jeg fik børn, der var dog en snert af noget for mit vedkommende, med mit første barn, som måske kunne ligne en snert af fødsels-depression men den kom jeg igennem.
Det er interessant, at du oplever en snert af det igen nu, Rosmarin, fordi du har mødt *manden* 🙂

Jeg synes den helt overordnede “analyse” på det her tema er vildt interessant fordi jeg på sin vis forholder mig en lille smule tvivlende overfor, hvad der er hønen og ægget i det hér. Det kan jeg også skrive meget om, men det bliver for kedeligt, synes jeg. Det eneste er, at jeg et eller andet sted er provokeret på den forholdsvis gode måde, trods alt, af at jeg iflg. en af mine undervisere på mit studie skulle være tilbage i mine spædbarnsår… Say What??
Jeg kan jo ikke huske en skid det eneste jeg ved, fordi det har jeg fået fortalt, er det med hittebarnet, men jeg forstår så bare ikke, hvorfor jeg har kunnet hive den ene og den anden kæreste ind og ud af mit system uden de store problemer indtil længe efter min skilsmisse og først da jeg møder en mand, som er *manden* bliver jeg sendt til tælling.

Jeg synes så også, at den vinkel jeg har lært eller hørt på mit studie, er noget ensidig, fordi den alene handler om, at vi hver især har ressourcerne til at klare os sådan basalt set og, hvis man er bevidst om de ressourcer, så lader man sig ikke slå så meget ud af kurs, at det ender op i forladthedsangst osv. Nå? Jeg ved ikke, hvor i det her kærligheden (til en mand i mit tilfælde) reelt er en faktor og hvor barndommen reelt er en faktor. Jeg er også ret skeptisk overfor årsag og virkning, og tænker, måske flyder det hele bare sammen? Forstået på den måde, at selvom jeg f.eks. havde haft min nuværende viden fra mit studie, så er jeg ikke så sikker på, at jeg rationelt ville kunne sætte mit ned og bare lige “grounde” uden forladthedsangst osv. Det burde jeg vel, når jeg kender den dybere psykologi i alt det her, men et er søkortet, andet skibet at føre.