Svar til: Spark gang i denne ny brevkasse

#2157
Salamina
Deltager

Med til historien hører, at jeg heller ikke blev ramt af forladthedsangst da jeg blev skilt fra min ex-mand og far til mine to børn. Forladthedsangsten rammer mig først da jeg som enlig mor senere forelsker mig efter skilsmissen. Pga. mine studier og mit deraf følgende navlepilleri i min egen opvækst kan jeg se den direkte linie til de første spæde år af mit liv. Til min konfirmation gik jeg under benævnelsen “hittebarnet” af dem som holdt taler for mig til min konfirmation fordi jeg som spæd blev placeret i en flettet kurv på trappen foran døren til bekendte til mine forældre, bekendte som så tog sig af mig. Især min mor praktiserede den løsning, at sætte mig på dørtrappen, ringe på døren og ile videre, derfor mit kælenavn “hittebarnet”. Det var en gentagelse i talerne til min konfirmation, at når jeg “hittebarnet” lå i kurven på deres trappe, så vidste de, at de skulle tage sig af mig og gjorde det med glæde, jeg var sød nok osv. Men det bekræfter mig i, at jeg blev forladt af min mor på en trappesten.
Det som bare undre mig er, at jeg ikke har denne forladthedsangst overhovedet førend efter jeg selv har fået børn og er blevet skilt. Det forstår jeg ikke, når alt, hvad jeg hører fra fagkundskaben er, at det er gennemgående i resten af livet. Det har det jo ikke været.

Det hører også med til historien, at jeg synes jeg har sluppet den nu, fordi jeg har arbejdet så meget med det via mit studie, terapi og supervision, siden efter min skilsmisse.

Men, well, sker der noget eller er der noget som re-aktiveres, når man selv får børn og der desuden er et kollaps i ægteskabet, forholdet, hvor ens egne børn er involveret?