Svar til: Seksuelt krænket som barn – nu vælter flashbacks op

#1658
Salamina
Deltager

Kære Anemone.

Dit første spm. 1.

Det er fuldstændigt almindeligt, at undgå det tema fra sin barndom, ligesom du har gjort. Og rigtigt mange tager først fat på det langt hen i voksenlivet. Jeg kan selvfølgelig ikke skrive, hvad der præcist er dine årsager. Men jeg kan sige noget generelt om det.

Blandt andet er det her tema meget skyld og skam præget. Mange føler, at de selv også var skyld i at de blev udsat for det. Det gør det ikke mindre skyld og skam præget og lukket område. Samtidigt bruges der et fint ord i denne sammenhæng, som er dissociering, hvilket på jævnt dansk betyder, at man ikke vil forbindes med de oplevelser. Det er det modsatte af, at associere sig med noget eller nogen. Dissociering kan være, at man bilder sig selv ind, at “det ikke er sket” eller “ikke rigtigt er sket”. Det er for ubehageligt, hvis det ER sket, så derfor siger man til sig selv, at det ikke er sket… det er aldrig foregået eller det er den måde man kan lukke ned for det, om du vil.
Samtidigt så hænger det, i dit tilfælde også sammen med familierelationer, som du stadig er i. Og mange ved fra deres forhistorie, at de kan risikere, at blive ud-skammet af familien, hvis de ikke holder hemmeligheden hemmelig. Næsten ligesom at de lærer, at 2+2 er 4, på samme måde, har de lært, at DET HER, det taler jeg/vi ikke om nogen steder!
Når det kan lade sig gøre, at få barnet hevet ind i sådan en hemmelig alliance, så er det fordi barnets fundamentale behov ellers blev truet i barndommen. Så det voksne “barn” kan nemt mestre, at være lukket omkring det, det er en mestring, som er så rodfæstet fra barndommen, at den der dissociering nærmest kører på en slags autopilot.