Svar til: Seksuelt krænket som barn – nu vælter flashbacks op

#1653

Hej

Nu spørger du forholdsvis specifikt Salamina om svar på dine spørgsmål, så jeg ved ikke helt, om det er ok, at også jeg svarer, men da brevkassen jo er åben, så vover jeg pelsen.

Hvorfor har du ikke talt om selve overgrebene i terapien, spørger du.

Jeg tænker, at en omsorgsfuld del af dig har været klar over, at du ikke var parat og samtidig været klar over, at den ville ønske, at du havde været mere parat. Jeg tror, at det er intuitiv selvbeskyttelse. Ting tager tid, som min gamle læremester sagde. Jeg tror, at du har haft brug for at være sikker på, at du kunne passe ordentligt på dig selv, før du lettede låget og lukkede informationerne ud og fik respons retur. Man skal have et vist overskud for effektivt at kunne modtage hjælp fra andre.

Hvornår er man helet, spørger du.

Min erfaring er lidt på linie med dine egne eksempler. At helingen er ved at virke for alvor, når man ikke bliver overvældet af stærke og smertelige følelser. Jeg tror aldrig, at mine egne flashbacks forsvinder. Men jeg personligt føler mig helet, når jeg oplever mine flashbacks med en følelse af omsorg, vemod og tilgivelse. Og så har jeg det faktisk også sådan, at hvis jeg i en periode er ude af balance af andre årsager, så har jeg sværere ved at mærke tilgivelsen og omsorgen for mig selv i forhold til fortiden. Så ikke overraskende er min aktuelle dagsform afgørende for, hvordan jeg betragter min fortid og personerne i den.

Dit tredie spørgsmål handler om dine forældre.

Jeg ved jo ikke til fulde, hvorfor din mor handlede, som hun gjorde. Men jeg oplever det som udenforstående som et ekstremt voldsomt svigt af dig og tænker, at hun selv må komme fra en lignende historie med svigt og manglende personlig bearbejdelse og erkendelse af de traumer, hendes forældre har plantet i hende. Det er den såkaldte gentagelsestvang. De svigt, man selv er blevet udsat for, udsætter man sine børn for ved fx i dette tilfælde at hooke op med en mand, som sviger en på samme måde, som man selv er blevet svigtet. Der ligger en grad af følelsesmæssig afstumpethed i det, som efter min mening er let at gennemskue og forklare, men ufattelig svær at tilgive.

Og ja, jeg ville, hvis jeg var dig, tænke på mine forældre som ikke helt raske mennesker. Måske raske og normale på en række områder, som får dem til at fremstå som normaltfungerende. Men på det følelsesmæssige område og især i privatssfærens dæmoniske mørke, kommer de monster-agtige karaktertræk frem.

Med venlig hilsen

/ Martin Østergaard