Svar til: Seksuelt krænket som barn – nu vælter flashbacks op

#1651
Anemone
Deltager

Fortsat……
1. Jeg har i nu mange år gået i terapi ad mange omgange. Og er derfor ikke ubekendt med personlig udvikling og det at se og afprøve ting på nye måder. Har altid været ret opsøgende for at gøre noget for at få det bedre. Jeg føler også jeg har fået løst mange af mine grænse issues i terapien. Lært at markere grænser over for andre – noget jeg jo slet ikke har fået lært i min opvækst. Men det føles alligevel meget mærkeligt, at jeg har undgået netop DETTE her med overgrebene (især de seksuelle) i terapien. Jeg har ligesom kredset rundt om det, som egentlig var kilden til de fleste af mine problemer. Egentlig har jeg på en måde symptombehandlet…? Et par enkelte gange kradsede jeg ved en terapeut lidt i overfladen mht den mere følelsesmæssige del af overgrebene, men ikke det seksuelle. Hvorfor tror du jeg har undgået at deale med det før nu? Det ligger jo virkelig lige for, at disse overgreb har været en stor del af roden til mine problemer med alle relationer og depressioner og angst som voksen. Tilstande jeg ofte ikke rigtigt kunne forklare. For jeg havde jo to gode forældre, et godt job. Gode venner og en god kæreste. Så hvad var der galt? Hvorfor har jeg undgået det i terapi? Jeg har jo hele tiden husket. Aldrig fortrængt noget.

2. Hvad vil det egentlig sige at være blevet helet ? Jeg antager at flash backsene ender med at være væk, men hvad er ellers tegn på at man er helet ? Jeg tænker selv at jeg kan komme til et punkt hvor tankerne om det ikke længere giver mig ondt i mave og bryst. Og hvor jeg måske er lidt ligeglad. Hvornår ved man at man er helet ?

3. I forhold til din ekspertviden – hvad sker der med kvinder som min mor, der i den grad svigter deres datter (mig) ved at lade faren begå det ene overgreb efter det andet? Det skete jo lige foran næsen på hende det hele. Intet var skjult. Skal jeg tænke på mine forældre som ikke helt raske mennesker ?

Kæmpe store knus