Svar til: Nedsat evne til tæthed og tilknytning

#1146
Lizzy1210
Deltager

Kære Charlene

“Og det fik jeg lyst til at fortælle Lizzy, som måske her også kan se noget af forklaringen på, hvorfor du selv er blevet afvist, som du er blevet det? At du har positive egenskaber, som manden ikke kan leve ved siden af.”

Charlene, du har så meget ret. Vores første brud begrundende han med utilstrækkelighed. Det var det ord han brugte. Han følte sig utilstrækkelig, følte at lige meget hvad, så kunne aldrig give det samme og gøre det samme som mig. Og det fik ham til føle sig sølle og mindreværdig. Noget der boede i ham!! Jeg har aldrig tænkt, vist eller udtalt at han var bare i nærheden af være utilstrækkelig, tværtimod. Det er jeg sikker på.

Her i anden omgang var det jo på en måde det samme, han ord var bare nogle andre,
helt overvejende at jeg “gav så meget” at han aldrig ville kunne leve op til det, eller give nær så meget. Og så alt det med at jeg for forstående, for varm, for rummelig, havde for meget lyst – ja, you name it.

Men netop det efterlader jo mig i den situation, at det jeg tænkte var min “kernekompetence”, det jeg havde at bidrage med, mit store kærlighedshjerte, min varme, omsorg og min tillid pludselig bliver vent i mod mig. Og det vælter mig fuldstændigt.

Jeg har jo oplevet andre op og nedture med kærligheden, men intet har påvirket mig som de her 2 brud med min nu ex. Ikke noget der ligner. Og det er der 2 grunde til, den gode – at jeg for første gang virkelig har elsket – den virkelige dårlige grund – at der er blevet rokket ved min grundkerne – mit selvvælrd. Det han rører ved er jo netop MIG, min inderste substans.

Derfor oplever jeg at jeg nu bare er et hylster. Har sådan et billede af mig selv, som bare hud, der ligger på gulvet, uden indhold.

Om vi har taget skade på det tilknytningsmæssige Charlene?? Jeg har på mystisk vis på trods af en barndom med virkelig massive svigt bevaret en evne til at elske og til at nære tillid – eller det havde jeg…

For selvom der nu kun er gået en måned, så jeg ret overbevist om at jeg “har taget skade”. Og det netop fordi det var min evne til at elske dybt, som blev en medvirkende årsag til at jeg blev forladt. Godt nok sammen med hans forfærdelige skilsmisse og det han i det sidste år i sit ægteskab fandt sig i, men dette var jo en af grundende til at han ganske simpelthen ikke kunne tage i mod – han følte efter det simpelthen ikke, at han havde fortjent det jeg gav, og derfor kunne han ikke holde ud at være i det.

Han har ramt mig så dybt i min inderste kerne, at jeg er en anden i dag. Jeg har mistet noget i mig selv, noget som jeg var meget glad for og ret så stolt af faktisk.

Charlene, giver det mening, og er det noget af det samme du oplever??

I alt det her kaos jeg befinder mig i, er det helt umuligt for mig at forestille mig at nogen mand, vil få det samme af mig igen. Og om et halvt år er meget anderledes, men intet bliver det samme igen.

Lidenskab af den kaliber jeg har nu har oplevet, og med de konsekvenser og den tvivl om mit menneskelige værd, er ikke for mig. Jeg er for skrøbelig, det mærker jeg tydeligt nu. Det er alt for svært for mig at opretholde en fornuftig hverdag med børn, arbejde og venner i den her sorg jeg står i.

Hvis det her er prisen, så VIL jeg ikke betale den igen. Basta!!

Jeg tænker at et evt. forhold for migi fremtiden må blive et forhold, der vokser ud af et venskab. Som starter i venskab og fornuft, og som har venskabet som basen.
Ikke mere symbiose og gal lidenskab til mig.

Og jeg tænker at terapi i den kommende tid er en nødvendighed. Ellers tror jeg ikke jeg kan samle mod til igen at nærme mig en mand, eller tænke på en relation.

Charlene, Dit forhold til din elsker, hvordan startede det? Var det aldrig med henblik på et kæresteforhold?

Når du tøver med at knytte dig til ham, kan det så tænkes at det fordi han simpelthen bare ikke har kærestepotentiale?? Og kan du tale med ham om noget af alt det her?

Rosmarin du skriver “Jeg spurgte en dag min kæreste – foranlediget af snak her i kassen – om han også kunne tænde på en afvisning? Han svarede at det virkede omvendt på ham: hvis en kvinde blev ved med at afvise, så gad han ikke bruge mere krudt på hende. Det synes jeg egentligt er en sund konklusion. Det betyder også at jeg sammen med ham ikke behøver spille jeg-trækker-mig-lige-en-kilometer-tilbage-spillet-for-at-du-skal-komme-løbende-efter-mig”

Det er godt at læse, for lige det her med at jeg burde ha afvist ham, så han kunne få den store tilfredsstillelse når han endelig kunne “tage mig”, har virkelig været hård ved mig. Men også det er måske også en del af hans følelse af at være utilstrækkelig.

Kære Charlene, undskyld hvis det kom til at handle for meget om mig. Jeg håber jeg har skudt mig lidt ind på, noget af det du skriver om??

Ellers må jeg prøve igen. I har hjulpet mig så enormt meget, så jeg vil virkelig gerne give noget tilbage!!

Kram og tanker