Svar til: Nedsat evne til tæthed og tilknytning

#1195
Sommerregn
Deltager

God morgen Charlene (og andre)

Jeg vil gerne kommentere på det her med at tage stilling til, at “noget ikke er godt nok” – og selvbeskyttende adfærd. Eller alternativt blot lade forelskelsen styre og så se, hvor det bringer os hen?

Charlene – jeg er i den grad i stand til at forelske mig. Og jeg har SÅ svært ved at slippe en forelskelse igen – også når forholdet er slut. Jeg har også svært ved at formulere mig klart omkring mine egne ønsker og behov, når jeg ER forelsket – for jeg er så bange for, at jeg ikke får det, jeg gerne vil have. Smerten ved at blive afvist af en elsket er for mig så voldsom, at jeg har svært ved at samle mig om noget og leve anstændigt mens det står på. SÅ jeg SKAL lære at vurdere, om et forhold vil bringe mig noget godt – om det bliver sundt for mig. Hvilken relation får vi til hinanden – nu når hormonerne begynder at få et mere naturligt niveau i kroppen igen? Jeg skal have lært at vurdere, om vores behov er nogenlunde sammenfaldende eller om vi kommer til at kæmpe for meget for at blive set af den anden. Jeg kan simpelthen ikke holde til mere slid og smerte – jeg har brug for at komme til at hvile.

Måske er det det, du mener med at finde ud af, hvad du selv vil med forholdet? Hvordan kan forholdet være, for at der både er ro og gnist. Finde ud af, hvor meget man forventer og hvad der er nok – og hvor meget vil man det overhovedet.

I disse dage flytter jeg mig hastigt i en bestemt retning med mit “forhold” – som altså stadig ikke er et forhold før jeg går det nødvendige skridt og siger at jeg vil det på de betingelser han kan tilbyde. Jeg prøver at tænke det igennem for mig selv. På hvilken måde kan vi være i hinandens liv, nu når situationen er som den er? Jeg vil ikke ind i det igen, hvis jeg på forhånd kan regne ud, at der bliver konstant uro. Og jeg vil ikke ind i det igen for blot at foretage et nyt brud og så skulle græde mig igennem flere måneders smerte en gang til. Jeg er også lidt i tvivl om, hvorvidt han har tillid nok til, at jeg vil kunne stå distancen – så jeg er ikke helt sikker på, at jeg bestemmer det her alene. Men i morgen går jeg et skridt – som gerne skulle bringe mig tættere på en afklaring. Jeg er på en måde rolig og rystende nervøs samtidigt. Jeg savner ham voldsomt – og vores sporadiske kontakt skal enten stoppe eller konverteres om til “os” igen. DET har jeg fundet ud af de sidste fem uger siden han kontaktede mig igen.

Ja Charlene – man opdager det først senere. Og der er så mange refleksioner og så meget læring i et savn. Og så FANDENS meget fortrydelse fordi man ikke kunne se klart. Jeg vil gerne lære at kunne sige: “Jeg ville blive glad hvis du….” – i stedet for at opstille regler og stille krav. Jeg vil gerne lære at bede om noget tydeligt – og blive ved med det. Og så leve tillidsfuldt med, at jeg ikke altid får det. Men den tillid er nøgleordet. Hvis den er på plads kan jeg leve med meget. men bliver den udfordret – hvor er han henne? hvad vil han? – så krakelerer jeg igen. Jeg vil ikke opsøge at blive mest muligt brændt – du henviser til noget Lillemy har skrevet – men jeg vil gerne kæmpe for noget smukt.

Ha´ en dejlig lørdag :- )