Svar til: Nedsat evne til tæthed og tilknytning

#1185
Anonym
Inaktiv

Kære Sommerregn

– om at være forelsket, som du nævner.

Om jeg tænker tilbage på forelskelser, så har jeg forsøgt – faktisk fornylig gjorde jeg det forsøg – at kategorisere dem efter forskellige kriterier. Men det kan jeg ikke. De har alle sammen været forskellige. Alligevel er det sådan, at om vi hører om en forelsket person, så tror vi, at vi kan leve os ind i tilstanden – og det kan vi jo også på flere måder. Men forelskelser er meget forskellige.

Mine forelskelser har imidlertid det fællestræk, at jeg først forstår dem bagefter.

Om nu min vidunderlige elsker, så er jeg ikke uafbrudt forelsket, men ind i mellem, hvilket kan vise sig ved, at jeg kommer i tanke om, at jeg må høre “Supremes”. Og så naturligvis. “Tøj! Jeg har jo ikke noget at tage på!”. Jeg har tøj i lange rækker med prismærker på i skabet, men når han endelig dukker op, så tager jeg en gammel trøje på. Men det er jo ren overflade.

Nedenunder er forelskelser det mest alvorlige, jeg har foretaget mig i mit liv. De er personligt udviklende. Og hertil hører også sorg og gråd, der er noget af det bedste, man kan begive sig ud i. Frustrationer giver altså karakterstyrke. Det er så på det personlige plan, men også indlevelse, tilgivelse, blik for mennesket bag fascaden, altså lidt mere end bare sig selv og sit eget, er evner som kan opgraderes, så at sige, i en forelskelse. Og så er mødet med et andet menneske på et dybere plan, jo selve det, der giver livet mening. Og jeg glemmer aldrig en mand, jeg har elsket. De er hos mig allesammen hver dag hele tiden.

Derfor smider jeg ikke forelskelser ud.

Jeg mødte manden, som jeg nu har et forhold til, og tænkte, at ham kunne jeg måske godt være sammen med en enkelt gang. Det var det der mystiske lyn. Jeg sagde til mig selv, at jeg har ikke haft en engangsforhold i over 35 år og mit korteste forhold har været på tre måneder, så det kunne jeg godt tillade mig uden at være promiskuøs. Jeg mente, at jeg umuligt kunne være hans drømmekvinde, og han passede ikke ind i min idé om, hvad jeg mente, jeg søgte. Så jeg kastede mig over ham. Desværre kom vi bagefter op at skændes. Meget alvorligt og jeg smækkede med døren. Dagen efter sad jeg og græd. Ikke pga indholdet i skænderiet, som ellers var fornærmende nok, men fordi jeg savnede ham. 5-6 uger efter – så lang tid tog det for mig at falde ned – mærkede jeg at jeg var forelsket. Jeg skrev til ham.

Jeg er ikke ligesom du og Asta, at jeg tager stilling til at noget ikke er godt nok, og så holder jeg afstand til manden. Jeg lægger mit lille hovede til side. Er jeg forelsket, så bøjer jeg mig for gudernes vilje.

(Aldrig har jeg gjort noget så dumt, som at kaste mig over en mand på den måde og ikke forstå, at det er alvorligt. Det er det er det jeg mener med, at jeg opfører mig underligt.)

Han og jeg mødtes igen. Desværre blev vi også uvenner igen. Min forelskelse gik fuldstændig væk. Det holdt mindre end to måneder. Tilbage igen. Jeg var nødt til at acceptere, at han lægger afstand og kritiserer mig, hvis jeg betyder noget (det er det, han gør). Slut med at forlade ham. Han kan være væk i meget lang tid og være meget afvisende. Men nu har jeg accepteret, at jeg er forelsket, så jeg finder mig i det. Jeg har selv lige været væk fra ham i længere tid, fordi jeg skulle flytte og var ualmindelig stresset.

Det med at komme og gå har jeg aldrig gjort før på den måde. Jeg var i et forhold, hvor manden var mig utro og vi var fra hinanden i et år, indtil han kom tilbage. Ellers kender jeg ikke til on and off forhold.

Jeg kan godt fortælle den gamle historie for der er en pointe: Jeg opdager hans utroskab og forlader ham. Græder i månedsvis. Efter et år ringer han til mig og spørger, om vi kan mødes. Han kommer hjem til mig. Han var så glad – jeg har aldrig før eller siden set et menneske så glad. Han troede, at når jeg ville se ham, var det for at genoptage forholdet, men jeg havde sagt ja til at mødes bare for at mødes. Men da han var så glad, så tilgav jeg ham. Altså sådan virkelig tilgav ham. På den måde kom vi sammen igen: pga hans tro og tillid og overvældende glæde. Det er umuligt at afvise et menneske, som var så overvældende tro mod sig selv, som han var i den situation. Han VAR sine håb.

Pointen er, at om man virkelig ønsker sig noget, og tror så meget på det, at man ikke kan se andet, så kan det ske, at man kan få, hvad man ønsker sig … det er værd at give en tanke, at det er ens egen tvivl, der kan være årsag til, at man ikke får, hvad man ønsker sig.

Den historie også for at sige, at det er jo ikke sådan, at jeg ikke kan stille ultimative krav, selvom jeg siger, at når jeg er forelsket, så blive jeg og lever dem ud. Troskab kan være et ultimativt krav. (Til Lizzy: Naturligvis skal man stille ultimative krav om, at man skal kunne være i forholdet og bevæge sig frit og være sig selv).

Altså det er der, jeg er nu. Jeg forlader ikke manden uanset, hvordan han opfører sig. Jeg ved ikke, hvad der er i forelskelsen, fordi det eneste, jeg ved, er, at det vil jeg først opdage senere. (Eller: noget ved jeg, og det kan jeg måske komme tilbage til.) Og nu handler det om, at jeg skal vide, hvad jeg vil med forholdet, hvis jeg kunne få alle mine dybere ønsker opfyldt. Fordi det at ønske sig noget virker ind i verden i sig selv. Men også fordi, at han kan ikke være sammen med mig, hvis jeg ikke ved, hvad jeg vil. Fx at jeg ved, hvor tætte, jeg mener, vi skal være på hinanden.

Ikke at jeg så kan få mine ønsker opfyldt ved at sætte min vilje igennem. Men bare for at kunne være tilstede. Jeg er naturligvis ikke tilstede i forholdet, hvis ikke jeg selv er klar over, hvad jeg håber på eller har af forventninger. Jeg skal have kontakt til mig selv. Hvilket ikke er det samme som, at alle håb kan blive til realitet.

Kan en anden, som forstår det her, måske forklare det bedre, hvis jeg ikke forklarer det godt nok? Der er jo temmelig meget på den ene side og den anden side her. Ikke særlig tydeligt.

Og det bliver endnu mere forvirrende, når jeg tilføjer, at han og jeg har kendt hinanden så længe, at det egentlig ikke er en forelskelse længer – sådan som det er i begyndelsen af et forhold. Men det er noget med kærlighed og begær. Jeg tror, at det er slut med at købe nyt tøj …

Kærlig hilsen, Charlene

PS: Lillemy, jeg er vild med dit indlæg om at man skal turde brænde sig. Opsøge at blive mest mulig brændt. Og det er godt, synes jeg, at du nævner begrebet “selvbeskyttelsende adfærd” i tråden.