Svar til: Min mand er fascineret af kollega. Nu skal de på arbejdsrejse sammen

#1077
Sophia
Deltager

Kære Sissi og Charlene

Tusind tak for jeres kloge inputs. Jeg er MEGET taknemmlig over den tid i har brugt på at forstå mig/os og jeres analyser og råd. Og I har jo begge ret med jeres forskellige vinkler og jeg synes virkelig jeg kan bruge jeres inputs.

Fredag nat (en del tid efter jeg havde sendt mit oplæg her og efter turen hos fertilitetsklinikken med den ubehagelige meddelse om ægdonation nok var bedst…) endte jeg efter med at bryde helt sammen. Hele dagen havde jeg været alene, da min mand var ude med en ven, og da jeg skrev til jer var jeg helt ude af den. Jeg løb en tur og græd og bare græd. Da han kom hjem om natten og spurgte mig mere ind til besøget på fertilitetsklinikken brød jeg helt sammen og sagde jeg ikke kunne overskue flere ting og konstant havde tankemylder og synes at der var så mange problemer på samme tid og det hele var total uoverstigeligt for mig. Jeg græd som et lille barn i lang tid. Det hele blev bare for meget for mig og gæret flød over. De sidste par år har været rigtig hårde for mig: 1. pga. min mand alkoholproblemer der tog hårdt på mig (og som ikke idag fylder, men gjorde dengang) 2. pga. smerten ved at skulle vente på han blev klar til barn 3. pga. min mors kroniske sygdom der er ret invaliderende for hene 4. pga. min søster der opdagede hendes datter havde en kromosomfejl for et par år siden og er udviklingshæmmet på nogen punkter 5. pga. af min anden søster som er ulykkelig og har været det længe og bor langt væk på den anden siden af kloden og 6. pga. manglende jobs eller nye opgaver 7. pga. manglende evne til at koncentrere mig om mig, om hvad jeg vil og ønsker. Han mistet evnen til at være tro overfor mig selv, at være grænsesættende og mit selvværd er helt i bund. Men jeg skjuler det for alle i mine omgivelser. De tror jeg er hende den veltilfredse og stærke – sådan er det langt fra længere.

Jeg brød i hvert fald helt sammen og fortalte min mand alt dette og at jeg også var bange for at miste ham hvis jeg ikke kunne få børn, og at jeg følte mig total utilstrækkelig på alle punkter og var rasende på min krop. Jeg tudede som jeg aldrig har tudet før. og jeg sagde at jeg virkelig mente han skulle gå ud og finde en yngre kvinde at få børn med. At jeg sagtens ville kunne forstå ham og jeg havde stor skyldfølelse over han med stor sandsynlighed ikke ville få hans eget barn med mig pga. min alder og krop. (For os begge er ægdonation noget vi synes er så fremmedgjort, syret og helt langt ude og derfor slet ikke relevant (så vil vi nok hellere adoptere, da det giver mere mening for os, men jeg tror slet ikke vi vil få børn hvis vi ikke kan få vores eget). Han trøstede mig og sagde at det skulle jeg stoppe med at sige eller nævne igen, og da jeg sagde at jeg mente det og han skulle overveje det,så sagde han jaja jeg skal nok tænke over det fremover, men nu må du ikke længere snakke om den slags. Han forslog også jeg fik psykologhjælp, da han sagde han virkelig godt vidste jeg havde alt for meget at tænke på og havde haft det meget længe..og han pludselig kunne se hvor dårligt jeg havde det. Og jeg kunne bare mærke han gerne ville have mig til at stoppe med at græde og så få noget hjælp af en prof. da han ikke mente han kunne hjælpe mig, men jo sef. gerne ville lytte som nu. Det hjalp pludselig for mig at have grædt igennem og delt mine inderste tanker med min mand og jeg havde det faktisk bedre efterfølgende. Igår havde vi en dejlig dag og lige nu er vi gået skævt af hinanden igen. Mit selvværd hænger fortsat i en tynd tråd og der skal ikke særlig meget til at jeg bliver rigtig ked af det, og græder (måske er det også min hormonehandling, men har aldrig tidligere reageret på den) vi blev i hvert fald uvenner i morges, da min mand irriteret kom ind af døren fra bager i morges og kritiserede mig lidt. Straks blev jeg ked af det, men han undskyldte hurtigt og vi blev gode venner igen. Men nu vi lige blevet uvenner igen fordi min mand for lidt siden omtalte at han også synes kvinder med meget må former kunne være utrolig sexet og han tidligere også havde været sammen med den slags kvinder, og jeg blev rigtig ked af det da jeg selv er sådan en slank pige men med former og store bryster, men som jeg altid har fået at vide var meget smuk og sexet. Nu fik mit selvværd igen et ordentlig duk nedad og jeg blev igen utrolig ked af det. Han er nu blevet rigtig gal og irriteret på mig over at jeg er så sensitiv igen igen og har smækket døren til hans kontor og sagt han ikke gider tale mere med mig for det går jo galt hver gang og jeg bliver ked af det af ånsvage grunde.

Lige nu har jeg det som om jeg bare har lyst til at flugte langt væk. Langt væk fra ham og bare opgive det hele. Føler mig på en måde slet ikke værdsat oprigtig af ham mere og føler han bare skal have mulighed for at komme videre med sig selv og ung kvinde og have det let. Og så vil jeg bare væk, langt væk og finde mig selv og en der kan elske mig helt og uden forbehold og behandle mig ordentlig og en gang i mellem sætte mig før sig selv.

Igen tusind tak for jer. Er virkelig meget taknemmlig for alt jeres støtte.

Kærlige hilsner
Sophia