Svar til: Min mand er fascineret af kollega. Nu skal de på arbejdsrejse sammen

#1066
Anonym
Inaktiv

Det skal du bestemt ikke undskylde, Sissi – jeg måtte jo gå.

Og det jeg var ved at skrive, Sophia, var desværre det samme som Sissi, for jeg flyttede fra den mand, jeg ville have barn sammen med og gav op at få barn. Vi blev så ved med at være kærester, og det var rigtigt fint for mig, at jeg syntes, at han og jeg løste alle problemer ved at bo hver for sig. Det mente han så ikke. Og så blev jeg gravid.

Det behøver så ikke kun at være den for dig triste oplysning, Sophia, at chancen for at blive gravid kan øges, når man opgiver projektet – for det kan du jo ikke! – for jeg havde også fået en undersøgelse, hvor man sprøjter en væske op i æggelederne for at røntgenfotografere, og denne væske kan virke som et indgreb, der skaber passage. Måske det var årsagen, men jeg kan muligvis tælle med blandt de kvinder, der blev gravid, da jeg opgav.

I den tid, hvor jeg havde opgivet, havde jeg det jo faktisk godt med beslutningen om ikke at arbejde på “projekt barn”, som Sissi kalder det. Det er så opslidende. At skulle være indstillet både på det ene og andet – det er en eller anden udgave af kognitiv dissonans, som kan nedsætte livskvaliteten betydeligt. Hvor det ikke kun er tristheden over igen at få sin menstruation og føle sig magtesløs og uduelig som kvinde, trist over sin skæbne og skuffet over glæden som udebliver, men også den modsatrettethed i tankerne, som opstår, der er umulig at leve med.

Jeg kan kun sige om det, at det kan hjælpe at give sig selv stunder med fuld tillid til at bar