Svar til: Jeg vender det indad…

#2369

Hej

Mange tror, at det er nemt at være den, der vælger at gå.
Men tit kan man være langt mere ramt af smerte, end den der bliver valgt fra. Og dit eksempel viser jo med al mulig tydelighed, at man kan være nødt til at sige stop, fordi man føler, at den anden allerede for længst har trukket sig væk og ind i sig selv.

At rejse sig fra tabet af kærlighed tager tid. Nogle vender det hele udad og giver kæresten skylden – det er den aggressive, udadvendte kraft. Andre vender det indad og giver sig selv skylden – det er den depressive, indadvendte kraft. Mange gør både det ene og det andet – sådan lidt på skift og efter humør.

Sådan ER det bare. Og naturligvis er man desperat for at slippe for at have det ad helvede til på den ene, anden eller 117. måde. For der er utallige måder at føle sig elendig på, når et forhold stopper. Også selv om det er godt, at det stopper.

Noget, der er har virket for mig i både milde og voldsomme kriser er:

1) At erkende at følelserne er der og at omfavne dem og acceptere dem i stedet for at forsøge at skubbe dem væk. Jeg plejer at sige, at de skal være velkomne til at komme ind og få varmen og en kop kaffe i stedet for at rende rundt udenfor i kulden og spøge og forsøge at skræmme mig. Lys, varme og accept får dem som regel til at gå i opløsning. De når ofte ikke at drikke kaffen, før de forsvinder. Tyve minutter efter kan de så dukke op igen, og så er det bare med atter at fylde kopperne med noget varmt.

2) At bruge ældgamle østerlandske teknikker som fx at sige til mig selv: Jeg ER ikke mine tanker og følelser. Jeg HAR mine tanker og følelser. SELV er jeg så meget mere og fuldkommen uskadt og hel på trods af alle tankerne og følelserne af at være skadet og knust.

3) At gøre noget så simpelt som at trække vejret dybt ind og ånde ud fx 10 gange, mens jeg koncentrerer mig udelukkende om indånding og udånding.

4) At gøre de ting, jeg har lyst til. Gå en tur, læse, høre eller se nyheder, se en film, sove, spise, ringe til en god ven, løbe en tur, finde en solstribe og nyde solen i et minut eller to selv på en kold vinterdag.

5) At dyrke sorgen lidt. Spille noget sørgelig musik og græde. Se en god film og græde over at opleve de stærke følelser, der er forbundet med krise, hjælpsomhed, venskab, kærlighed, død, magisk styrke og evnen til at overkomme det umulige.

Med venlig hilsen

/ Martin Østergaard