Svar til: Jeg skubber min kæreste væk!

#2304

Hej

Der er jo flere ting i det her.

Dels er der de svigt, du har været udsat for og hele din sårbarhed omkring at turde stole på og hengive dig til kærligheden. Det er jo heller ikke småting, og mange superfølsomme mennesker opfører sig meget styrende og dominerende, når de skal hengive sig og give slip. For erfaringen er jo, at når man giver slip, så falder man og slår sig så alvorligt, at det er for livet.

Så er der din OCD, som sikkert er snævert koblet op til dine følelser af usikkerhed. Og din symptomer bliver sikkert værre, når du tvivler og frygter for … ja, for hvadsomhelst.

Og så er der det, du synes ikke helt hænger sammen:

og syntes at der er ting der ikke hænger helt sammen

Hvad er det, der ikke hænger sammen? Hvad er det med ham, der ikke hænger sammen og gør dig usikker? Noget tyder jo på, at du her skelner mellem din egen opspeedede mistro og det, der reelt er underligt og svært at stole på i hans ord eller adfærd. Eller er det bare noget, jeg fornemmer?

Og så er der det med, at du for at beskytte og tage ansvar for ham og situationen ender med at tage ham som gidsel i fjorten dage, fordi det er, hvad du har afmålt til jeres forhold. Det er jo fint nok, at du prøver at overtage styringen med jeres forhold. Det er en del af din udfordring. Men det er jo bare dit ubevidste forsøg på at få ham til at trodse dig og tage styringen tilbage ved ikke at miste modet, men derimod fortsætte med at holde fast i dig.

Det, du er bange for, er ikke, om han lyver for dig, men om det vil lykkes for ham at blive ved med at være stærkere end dig og trodse din svagheds overvældende styrke. Så længe, han er ubevidst om din sårbarheds dræbende udholdenhed, vil han bløde alt for dyre hjertedråber. Først når han lærer at bekrige din stærke svaghed effektivt med indsigt og bevidsthed, vil han sejre – og I vil begge vinde.

Det kræver ikke det store at bekæmpe styrke. Det kræver både indsigt, medfølelse og brutalitet at bekæmpe svaghed.

Med venlig hilsen

/ Martin Østergaard