Svar til: Jeg er ramt af små-narcissistisk storhedsvanvid

#1575
Lillemy
Deltager

Det lyder som en rigtig spændende opgave, du er ved at skrive. Jeg er selv opvokset i en familie med misbrugsproblemer og jeg har også arbejdet med misbrugsbehandling tidligere.
Jeg er netop hjemvendt fra min psykolog, hvor vi i sagens natur har talt om det her, da det er det, der fylder mest i mit liv ligenu. Psykologen siger, at vi kredser om den samme grundkonflikt ham og jeg, hvilket jeg er enig i. Ligeledes siger hun, at jeg, ligesom du peger på, er længere end ham i arbejdet med mig selv. Det er jeg også enig i. Faktum er jo også, at jeg har modtaget og fortsat modtager terapi, hvilket han aldrig har gjort.
Hun vurderer, at han brød som følge af ambivalens. SURPRISE! 🙂 og at jeg skal være opmærksom på de ting, han projicerer over i mig – eksempelvis når han har ytret, at han er bange for, at JEG bliver såret. Da han sagde det, svarede jeg tilbage, at jeg jo har ansvaret for mig selv og mine valg og dermed “købte” jeg ikke det, han projicerede, hvilket gjorde, at han følte sig presset. Ligeledes talte han noget om, at han opfattede det som om, at han var egoistisk, fordi han gerne ville “beholde” mig samtidig med, han var i tvivl om relationen. Jeg sagde, at jeg så valgte at være “egoistisk”, da jeg gerne ville beholder relationen, selvom jeg var i tvivl. Psykologen pegede på, at han dermed selv blev nødt til at bære sin ambivalens.
Hun pegede også på, at vi i hendes optik har haft lidt et symbiotisk forhold. Hun understøttede dette med, at han ringede til mig hver eneste dag og nogle gange flere gange om dagen, selvom vi havde aftalt at skrue lidt ned for den telefoniske kontakt. Han kunne simpelthen ikke lade være med at ringe. Nogle gange har han sågar ringet til mig inden for 30 minutter efter vi havde været sammen. Hun siger, at symbiosen er blevet brudt, fordi der var brug for, at vi hver især afgrænsede os selv. Hun er enig med mig i, at jeg skal lade ham være nu, så han kan finde et ståsted og mærke sig selv og at jeg dermed også skal lade ting være ting lige nu.
Hun siger, at der er fundament i det her til, at vi kan udvikle os sammen og hjælpe hinanden med at udvikle, men at hun ikke kan afgøre, om hun tror, at han vender tilbage. Hun siger, at det kommer an på, hvor “moden” han er i sine følelser, hvilket hun ikke kan afgøre. Hun er dog ikke i tvivl om, at han heller ikke var færdig med at undersøge det med mig og ham, men at han følte sig presset, fordi han havde svært ved at rumme sin egen ambivalens, hvilket blev meget klart, da jeg var så tydelig.
Hun gjorde mig opmærksom på, at jeg skal passe godt på mig selv, når/hvis han vender tilbage, så han ikke overvælder mig og vi atter bliver viklet ind i hinanden.
Psykologen var meget anerkendende og rosende ift. den måde, jeg håndterer det her på, hvilket var rigtig rart. Jeg kan selv tydeligt mærke min grounding og at jeg har godt fat i mig selv på en måde, jeg ikke har haft tidligere.