Svar til: Jeg er ramt af små-narcissistisk storhedsvanvid

#1571
Salamina
Deltager

Dengang med den nøgle var det mig, der havde brudt. Men det var et forhold, hvis man overhovedet kan kalde det et forhold, sundt var det i hvert fald ikke, hvor der var en del brud fra både hans og min side. Men lige der med nøglen, der havde jeg brudt og det var også det forholds endeligt. Sådan set.

Mht. dig og din. Jeg sidder i øjeblikket og skriver om, hvordan man som voksen mestrer en svær barndom, som du og din har haft, emnet er relevant ifht. mit studie og arbejdsområde, som er indenfor afhængighed eller besættelse af et eller andet i voksenlivet.
Den del med afhængighed er ikke relevant for dig og din.
Men jeg har siddet og sidder stadig og skriver og gransker meget rundt i det her med mestring, som voksen.
Og der er selvfølgelig utroligt mange mulige scenarier i voksenlivet efter en svær barndom, både sunde og bearbejdede udfald og usunde, faktisk er det sådan, at der ikke findes to personer med to ens eftervirkninger, heller ikke selvom deres barndom næsten til forveksling ligner hinanden.
Det med at det slår ud forskelligt i voksenlivet er meget, meget essentielt at forstå i følge den psykoterapeutiske fagkundskab på lige det her område, jeg er ikke på en psykoterapeutisk gren på nogen måde men jeg er selvf. nødt til at inddrage den viden der ligger derfra i min opgave og flette det sammen med, hvordan vi så forholder os til disse problm. indenfor min gren.
Men som nævnt, det er helt essentielt, at forstå, i denne sammenhæng, at ikke to voksne har ens eftervirkninger, når det er så vigtigt, så er det fordi der begås en del “fejl” eller fejlkonklusioner på den konto, eks. at nogen ikke alene bliver diagnostiseret, de bliver også fejl diagnostiseret fordi de ligner nogle andres historie og sådan noget. Det kan være ret fatalt og lige det modsatte af den hjælp den enkelte har brug for.

Så selvom I har følt jer meget “lige” dig og din, så kan du være forvisset om, at I begge har en række blinde pletter på hinanden eller hvordan man lige skal sige det. Det tør jeg godt skrive, at jeg kan garantere 🙂

Samtidigt så kan der dog være fx de fællesnævnere blandt nogle voksne som har haft svær barndom, som du er inde på med at kun stole på sig selv for eksempel, men det modsatte kan også være et udfald, altså at man stoler for blindt på nogle “skarn” og fejlvurderer f.eks. meget dårlige relationer (for en). Der er så ufatteligt mange muligheder. Hvilket har gjort min opgave til lidt et rent helevede at sidde og skrive fordi jeg hele tiden skal passe på med de der generaliseringer og fejlslutninger og redigere og redigere og redigere og stramme op i et langt helvede. Jeg regner med at jeg bliver færdig med opgaven enten i aften eller i morgen formiddag. Og så får jeg forhånbentligt mig liv agtivt tilbage.

Nu har du og din jo arbejdet med jer selv, så I er begge godt kørende men måske er du dog bedre kørende end ham, det har vi skrevet om for et par dage siden.
Noget af der også fx kan kendetegne en voksen, som har haft en svær barndom er, at opfatte sig selv som en “ting” (der har jo været lukket ned for svære følelser, når man kun er en “ting”) i stedet for at være et menneske, som har ret til egne følelser og meninger, netop fordi man ikke er blevet behandlet med omsorg men mere som en ting, der var sat lidt på sin egen hylde i barndommen. Men det er så ikke sikkert, det lige er sådan det falder ud i voksenlivet, som sagt det kan slå ud på SÅ mange måder. Men det er klart, hvis man fx opfatter sig selv som en “ting”, så er det en krævende proces, at finde sig selv og hvem man er som menneske og hvordan fa’en man så også kan interagere med andre mennesker på en ny måde og alt muligt socialt kan det have indvirkning på.

Man siger at den måde man mestre det på som voksen, er afspejlinger af den måde man mestrede at være i det i den svære barndom. Så når din han fx ser glasset som halvt fyldt, så er det sgu nok fordi han har erfaring for, at der ligge mindst smerte i den vinkel for hans vedkommende. Der har måske været mange brudte løfter eller noget… Tænker jeg selvfølgelig. Imens du måske har fundet nogle rollemodeller i din barndom, som har givet dig noget mere tro og gejst, det kan jo have været uden for din nære familie du har haft nogle rollemodeller, som også viste dig andre veje. Det der med at I aldrig har oplevet psykose-forekelsen, jeg kan ikke spotte om den også ligger i noget med at ikke stole for blindt på noget eller nogen for I har jo begge været stormende forelskede før… meeeen det var så i én I ikke kunne få… såehh I risikerede måske heller ikke at det udviklede sig til noget, det kom for tæt på.

Nå. Men det der med at trække sig og brud og så gå tilbage til forholdet. Det mest nærliggende at tro om det er vel, at der bliver handlet for impulsstyret nogen gange. Og så fortrudt efterfølgende. Fx at en enkelt episode med partneren kan virke så voldsomt provokerende, at nu kan det hele også være lige meget og så i med låget der, og så efterfølgende indser man måske at det store billede var noget anderledes. Plus der kommer som regel også et savn, også selvom et forhold fundamentalt har været elendigt, pudsigt nok, men det savn kan jo også være med til at trække tilbage til endda selv et ikke særligt sundt forhold. Jeg mener ikke, at jeres forhold har været dårligt, slet ikke, jeg danser bare rundt om diverse forklaringer på det med, at trække sig og brud og så tilbage. Jeg tror der er ligeså mange forskellige årsager og motiver på det, som der findes forhold (næsten) eller i hvert fald som der findes forhold, hvor der sker de trækken ud osv.