Svar til: Jeg er ramt af små-narcissistisk storhedsvanvid

#1566
Lillemy
Deltager

Ja, det lyder da som en lidt “voldsom” reaktion fra hans side. Var det dig, der havde afsluttet forholdet, siden han reagerede sådan?
Jeg kom igår til at tale med en veninde om det her med, at den ene i et forhold pludselig bryder for senere at vende tilbage. Det er faktisk en ret almindelig “mekanisme” det med at trække sig for senere at “vende tilbage”. Der er i rigtig mange forhold en tendens i starten med skiftevis at trække sig og være “på” – at tage et skridt frem og træde et skridt tilbage. Og så er der også nogen, der trækker sig helt dvs. afbryder forholdet for senere at vende tilbage. (Men der er selvfølgelig også dem, der aldrig vender tilbage.)
Jeg har også bemærket det her i kassen – altså hvor mange nye forhold der er præget af “trækken – være på”-mekanismen, men også at der er en del forhold, hvor tilbagetrækningen udmønter sig i et brud som senere bliver til en genforening. Gad vide, hvorfor det er sådan? Jeg har selv tidligere været i forhold, hvor den ene af os forlod den anden og senere vendte tilbage. Jeg har helt klart også selv den mekanisme med at trække mig lidt væk og så være “på” – altså den vekselvirkning. I min relation til ham her blev jeg dog opmærksom på, at jeg, hvis jeg fornemmede han var lidt “off” et par dage, også trak mig. Da jeg blev opmærksom på det, stoppede jeg med at gøre det, for det var virkelig ikke hensigtsmæssigt. Men hvorfor mon vi gør det? Mon det er en form for forsvar eller en måde at afgrænse sit “selv” på..
Mig og ham min “ex” var virkelig to alen ud af det samme stykke – selvom vi også var forskellige nogle steder. Vi har tit haft talt om, at det er ret vildt, at to personer, der egentlig er ret private om deres indre liv, fra færste færd har været så åbne overfor hinanden om livets op- og nedture og om tanker og følelser. Vi var en stor støtte for hinanden og kunne også vise vores “grimme” sider. Dem som man helst ikke vil delagtiggøre andre i. Vi fandt en slags genkendelse i hinanden og en dyb forståelse for, hvordan den anden tænker og føler. Den dag der endte med bruddet, talte vi om den særlige forståelse, der er mellem os – at vi forstår hinanden på en særlig måde. Han udtrykte det således “ja, for man kan bare finde svaret inde i sig selv”. Det har han på mange måder ret i, for vi fungerer ret ens. Måske det også førte til et behov for at trække sig nu og da – for at afgrænse sit “selv”. Vi har aldrig “forsvundet ind i hinanden” som mange gør i forelskelsens psykose, men jeg oplevede feks aldrig at savne ham for det var ligesom, at han altid var med mig “i ånden” om man vil. Vi er en slags yin og yan – vi ligner hinanden helt ekstremt af sind, men forskellen er at mit glas stort set altid er halvt fyldt, hvor hans mere er halvt tomt. Jeg begejstres let og er meget “levende” af natur, hvor han er mere jordbunden. Men ikke desto mindre; vi er to alen af det samme stykke, hvilket er en opfattelse vi begge deler.
Det er lidt vildt at erfare, hvor meget “synkronitet” der har været i vores liv før vi mødte hinanden; vi er begge vokset op i følelsesmæssigt belastede hjem, vi har begge lært at klare os selv og kun stole på os selv, vi har beggge levet i længerevarende forhold uden følelsen af den helt store samhørighed, vi forlod begge disse forhold og blev sidenhen væltet omkuld i en stormende forelskelse i én, vi ikke kunne få. Tja og så mødte vi hinanden og oplevede en genkendelse og åbenhed så stor, at vi begge har været forundrede over, hvor åbenmundede vi har været overfor hinanden og over, hvor meget vi blottede os overfor den anden. Vi har aldrig oplevet “psykose-forelskelsen” i hinanden, men i små glimt var den der, er vi begge enige om. I små glimt forsvandt verden omkring os for et kort øjeblik. Han gik fordi hans glas er halvt fyldt (han så begrænsningerne) og jeg blev, fordi mit glas er halvt fyldt (jeg så mulighederne). Hmm..