Svar til: Jaloux på kæresten fortid!!

#1733
Anonym
Inaktiv

Kære SanneM

Når du oplever, at det er dig selv, der skal forandre dig, og ikke mener, at din kæreste har gjort en uoprettelig fejl, så skal du naturligvis holde fast i det. Det er netop den måde, vi kommer videre med os selv og vores liv. Ikke ved at give andre skylden eller devaluere dem, når vi føler smerte.

*

Jeg synes, at det gode liv får vi, når vi lever efter vores erfaringer. Og den gode kultur tillader, at vi gør erfaringer. Fremfor at leve under autoriteter, en ideologi eller religion. Dvs at vi også tillader os selv og andre at begå fejl. For hvordan kan vi ellers opnå erfaringer? At tillade fejl er helt afgørende for det gode liv, mener jeg.

Og ja, det var en fejl, mener jeg, at du fik detaljer at vide om din kærestes erfaringer med en fremmed kvinde på en rejse. Du og han har nu erfaret det på den hårde måde. Men det kan også være godt på en måde, at det blev sådan, mener jeg. Nu ved I det.

*

Om sex med fremmede, så er det specielt. Det kan give specielle oplevelser. Mænd kan føle sig stærkt tiltrukket af den særlige energi. Det kan også vise sig ved interesse for porno, hvor mænd og kvinder, der er fremmede for hinanden mødes. Ikke at jeg ved så meget om det, da det ikke siger mig noget, at se på andres sexliv. Men jeg tror, at jeg forstår lidt af den særlige energi ved mødet med en anden, som man ikke har et tættere forhold til.

Måske SanneM, at du skulle overveje, om du også forstår det – hvilken filmskuespiller ville du fx kunne føle dig tiltrukket af at være sammen med en enkelt hed elskovsnat, hvis du fik muligheden? Så vil du måske kunne forstå, at det vil du alligevel ikke bytte for et udviklende erotisk liv med en elsket kæreste. Men det vil være en anden energi sammen med en fremmed. Det er to forskellige ting.

*

Men kan du udkonkurrere mandens oplevelse med en fremmed kvinde og give ham noget, der er bedre? Ja, mener jeg. Men ikke ved at forfølge den samme slags energi.

Karen Blixen sagde: “Man skal ikke så meget spørge om en mand elsker en, men om han kan elske”. Og om en mand kan elske, så kan han opleve bedre sex sammen med en elsket kvinde end med en fremmed. Fordi han kan hengive sig. Kan han ikke elske, så kan sex med nye partnere rumme en intensitet, som han ikke vil opleve i et forhold.

Men det tager lang tid at opbygge et kærlighedsforhold. Det er ikke det samme som at være forelsket, som er noget vi gør, før vi elsker. Med tiden vil du uden tvivl kunne udkonkurrere en vild oplevelse, manden har haft. Hvis din kæreste kan elske – og jeg tror han kan, for han er åben og har vist dig tillid ved at fortælle om sig selv, og det tyder på evnen til at elske og være hengiven.

*

Om at en mand har oplevet vildere sex sammen med tidligere partnere, så er det et oplagt vilkår, når man bliver ældre, da de jævnaldrende mænd, man møder som ældre kvinde uden tvivl haft vildere seksuelle oplevelser som unge. Jeg behøver fx i min alder ikke at spørge, jeg ved det. Ikke fordi jeg selv er ældre og mindre fysisk skøn end yngre, men fordi en mand mister noget at sin vitalitet med alderen. Men det er ligemeget. Med alderen kan man blive bedre til at udtrykke sin personlighed, og den man dybest set er, gennem sex, og det er det som betyder noget. Eller det er det eneste som betyder noget.

Og det er så rigtigt som Sissi skriver, at den person man er, og som man viser man er, og som man også vil elskes som, er jo dannet gennem de andre tætte forhold, vi har haft i livet. Andre partnere følger så at sige med gennem de spor, de har sat. Og det er kun godt.

*

Men du skal være der, hvor du er nu, SanneM , synes jeg, og udvikle dig gennem de følelser, du har. Vær glad for, at du har den lidenskab i dig, som det problem, du beskriver, jo også er udtryk for. At kærlighed er både glæde og smerte. Du kastede dig ud i problemerne med dine spørgsmål. Nu er du så i det kaos – sådan kan det gå, når man har en vis evne til at leve sit liv og samtidig er sårbar.

Har du måske lyst til bare at være en tilskuer eller en kopi?

Kærlig hilsen, Charlene