Svar til: I syv sind

#2318
Anna
Moderator

Kære allesammen,
igen tusind tak for svar!:-)
Her er, hvad jeg er kommet frem til efter at have ladet tingene hvile i tankerne et par dage:

Sissi:
Du har ret, jeg er faktisk ikke selv klar over, hvad jeg spørger om/vil, for jeg ønsker ikke noget bestemt. Lige nu vil jeg det her – for ‘det her’ er, hvad vores samvær er og kan pt. og det bliver jeg nok træt af på et tidspunkt.
Jeg er åben for, at det kan blive til mere og mindre, men gider ikke spekulere mig gul og grøn over hverken det ene, eller andet. Jeg tager og giver det, der ER, som det nu lige er. Og brygger videre på mig eget liv ved siden af.
At blive helt fysisk/psykisk adskilt kan lade sig gøre, men er lidt vanskeligt pt….

Charlene:
Du har rigtig meget ret i din betragtning om, at jeg er ved at øve mig på ikke at være kontrolleret – det var ikke gået så tydeligt op for mig, før du skrev det her. Faktisk er den her situation meget mere svær for mig, end at kvitte tingene. Følelsesmæssige uafklaretheder, der indbefatter andre mennesker, har altid gjort mig ret urolig – modsat, når det kun drejer sig om mig selv, hvor jeg er en af ‘de stærke kvinder’, der kan klare alle udfordringer. Så på den måde, er det lettest for min personlighed at kvitte/rydde uroen af vejen….at være alene, selvom det måske lyder lidt trist – men jeg føler mig altid sikker alene.
Ja, så jeg nyder faktisk den ro, der er nu, hvor jeg ikke føler, at jeg er i stormvejr over situationen, hvor mærkeligt det end lyder.
Min eks-kæreste har det nok på samme måde i virkeligheden – altså det med at være kontrolleret: han har altid været ret meget ‘på’, krævet svar på dit og dat og haft let ved at kritisere mig for det, som HAN følte uro med. På den måde har vores forhold været ret belastende fra begges sider.
Måske er det her en slags happy ending – lige meget hvad. Stormen har lagt sig, fred.
Jeg er ret vild med din tanke om easy-going, tak for den – den gav mig lige et ekstra puf 🙂

Martin:
Jeg har opdaget, at jeg har udtrykt mig forkert.
I virkeligheden er jeg da også bedøvende ligeglad med, om jeg kan finde en anden mand 🙂
Jeg er bange for tiden, hvorfor, fordi – når jeg kigger tilbage på mit liv – MIN udvikling i forhold til at være sammen med andre mennesker i tætte relationer og kærlighed er så langsom.
At jeg har så meget at lære igen og igen.
Men tidens begrænsning kan jo bruges til at sætte lidt fut i fejemøget, hvis man ser det fra den positive side.
Så derfor har jeg måske også lidt dårlig samvittighed (og derfor føler mig presset) over for min ex-kæreste, fordi jeg lige så meget bruger vores relation nu til at en slags øvelse for mig selv – som at være sammen med ham.
Jeg føler mig faktisk ret ung 🙂 Der er jo også fordele ved at være et lidt knoldet menneske – at kaoset sørger for, at man altid bliver holdt lidt i gang.

Kærlig hilsen
Anna