Svar til: I syv sind

#2301

Hej Anna

Jeg har bidt mærke i følgende, som du har skrevet lidt længere oppe. Jeg gætter på, at du her uden at tænke så meget over det svarer på dit eget spørgsmål om, hvorfor I stadig er sammen. Hvilket jeg i øvrigt ikke synes, at I skal blive ved med. Selv om jeg dog er meget enig med Charlene i at fortsætte det med at gå fra styring til at slippe styring og fra målrettethed til afventen med tryk på easygoingknappen 🙂

På en måde orker jeg ikke en ny omgang i bokseringen med ham, men frygter også at det samme kan ske med en anden mand, for jeg synes, det er meget vanskeligere at skabe nye forhold i vores alder…at det kræver et stort arbejde uanset hvad på et og andet tidspunkt uanset et lyserødt udgangspunkt.
Og der må da være en og anden grund til, at vi holder lidt fast i hinanden, når nu ingen af os er tryghedsnarkomaner?!
Jeg føler mig også lidt presset af tiden… uanset hvad jeg vælger.

Den allersidste sætning er så smuk, fordi den for mig er en total gåde. Hvorfor føler du dig presset af tiden? Fordi du føler, at du spilder tiden og din ungdom med en ok-sød mand, som du bliver hos af angst for ikke at finde en anden? Eller fordi du synes, at du snart er for gammel til alt det pjat med at grine, kysse, spørge, lytte og lære sig selv at kende igen igennem en anden?

Jeg tror modsat du, at der er en smule tryghedsnarkoman i dig og lidt angst for at genoplive/genopleve livet. Og selv om du utvivlsomt er meget følende og sansende, synes jeg, at du er alt for forudindfattet med hensyn til, hvad livet måtte kunne bringe. Hvor er din gejst? Hvor er dit håb? Skal du fortsætte med at være støtteperson for en mand, der er gået lidt i stå, og som aldrig rigtig har haft det store gehør for din indre tone? For dig?

Jeg synes, at du skal komme ud af klappen. Om ikke andet efter lidt moden overvejelse, og når du har brugt lidt længere tid med easy-knappen i bund. Jeg er da bedøvende ligeglad med, om der findes andre mænd til dig derude i fremtiden. Det er uvæsentligt sammenlignet med, at du snart begynder at sige ja til at være ungpigeforelsket i dig selv og dit liv.

Jeg vil godt garantere, at det ikke er for sent at få vækket den unge kvinde i dig. Gør det nu. Du får brug for hende. Og hun savner også dig.

Med venlig hilsen

/ Martin Østergaard