Svar til: I syv sind

#2292
Anna
Moderator

Kære Sanne2,

tusind tak for dit svar!

Ja, hvad skal der til, for at jeg selv skal træffe beslutningen??

Først troede jeg, at jeg havde brug for tid til at skabe klarhed, men jeg synes ikke, jeg bliver klogere og det er også derfor, jeg skriver herind.
Jeg tror, jeg oplever det lidt anderledes, end det, du beskriver – for for mig er dette ikke et let forhold og bare bekvemt/hygge (men det er en lettelse, at der lige nu ikke er mistemninger), tværtimod.

Det, jeg er i tvivl om, er sådan set ikke vores kærlighed til hinanden (eller de spørgsmål, du foreslår, jeg forholder mig til), men om vi kan gøre det bedre og mere gnidningsfrit, end sidst, HVIS vi udvider samværet igen.
Jeg synes, der er så mange faktorer og forskelligheder, at det gør mig forvirret/træt: forskellige baggrunde (fx mig med børn/han uden) – krise, der gjorde det rigtigt svært – tilgange til, hvordan vi løser ting – hvad er misstemninger i forhold til vores gamle historie/hvad drejer sig om nu osv.

Samtidig er jeg ikke helt klar over, hvilken slags forhold, der egentlig vil være ideelt for mig. At gifte sig, er ikke nødvendigvis lykken for mig ….får ofte kvælningsfornemmelse af at være sammen med mange par…’måden’ at være sammen på som mennesker.

På en måde orker jeg ikke en ny omgang i bokseringen med ham, men frygter også at det samme kan ske med en anden mand, for jeg synes, det er meget vanskeligere at skabe nye forhold i vores alder…at det kræver et stort arbejde uanset hvad på et og andet tidspunkt uanset et lyserødt udgangspunkt.
Og der må da være en og anden grund til, at vi holder lidt fast i hinanden, når nu ingen af os er tryghedsnarkomaner?!
Jeg føler mig også lidt presset af tiden… uanset hvad jeg vælger.

Så det er egentlig min egen uklarhed, der fylder mest.