Svar til: hvad nu

#2327
Salamina
Deltager

Sikke en klodset bemærkning, ham der for 25 år, siden sagde til dig, at du ikke er en man bliver forelsket i. Han burde have erstattet “man” med “jeg”. Han var for unuanceret.
Men man kan så også spørge, hvorfor den bider på dig, hvor andre kan ryste sådan en bemærkning af sig og tilskrive den en enkelt persons klodsede udsagn.
Jeg tror bestemt ikke på, at det er rigtigt. Det eneste, der kan evt. kan spille ind ifht. resten af din livs historie indtil nu er, hvis du selv tror der er noget om det. Så kan det godt forplante sig som en slags selv opfyldende mantra, mener jeg. Og historien gentager sig sådan set også på sin vis med din nuværende mand, hvor jeg tænker, du har udfordret det mantra så meget, at nu hænger du på ham 😉 på godt og ondt.
Nu sidder du så med det problem, at der ikke blev sat nok ind på din og din mands fælles kærlighedskonto fra start af, og det går nogenlunde, sålænge det kører med bryllupsklokker og halleluja, men nu er hverdagen trådt ind, og så viser det sig at du har overbelånt og overtrukket din kærligheds kassekredit ganske betydeligt på den ganske tunge vej til at bryllupsklokkerne bimlede.
Sådan ser jeg det.

Jeg sidestiller det lidt med, at nogle par i gamle dage giftede sig fordi de var blevet gravide sammen ved et “uheld” men det positive er så, at en del fandt melodien alligevel men egentlig var de ikke ummdidelbart klar til at blive gift (med hinanden altså), det lå lissom bare i kortene rent formsmæssigt, at det gjorde man, hvis man ventede barn sammen.
Basis for jeres ægteskab er jo også en smule aparte, hvis din mand har været så ambivalent og relativt afvisende. Optakten har ikke fyldt dit kærlighedsbærgre specielt meget op. Og jeg tænker, det er derfor du nu føler, det hele er en løgn, fordi du skuer tilbage på minus-kontoen agtigt.
Men spørgsmålet er, hvad du selv vil nu? Noget tyder jo egentlig på, at din mand faktisk elsker dig nu… er det for sent for dig at tage imod det nu?