Svar til: Hvad nu?

#2300

Hej

Den bedste måde at få ham på er ved at lade helt være med at kontakte ham. Men det bliver jo aldrig nogen særlig ligefrem eller behagelig måde at udvikle en relation på. Nærmere et pædagogisk projekt med mulighed for personlig genoprejsning.

Som det er nu, får han jo både i pose og i sæk … eller måske skulle man nærmere sige hverken eller. For på den ene side er han ved at flytte sammen med en kæreste, som han bag hendes ryg bagtaler over for eksen (dig), som han hemmeligt flirter med. Og på den anden side har han dig, som han ikke rigtig vil, fordi jeres forhold var for svært for ham at deale med, men alligevel lukker han heller ikke ordentligt af for dig.

Puha, jeg vil nødigt være inde i hans hoved eller hjerte. Det lyder rodet. Og jeg tror ikke rigtig, at du får noget sundt frem i dig selv ved at kaste dig ud i at slås med en anden kvinde om at få en mand, som efter min overbevisning ikke rigtig er interesseret i nogen af jer – men nok mere i at blive elsket, feteret og efterstræbt.

Men det er jo ikke kærlighed. Det er jo at skubbe folk ud i skæv afhængighed og dermed misbrug af sig selv. Han gør det jo ikke i nogen ond mening. Og du hænger jo også kun fast, fordi du er vild med ham.

Men det er sgu ikke nogen sund form for vildskab. Men måske skal du bare rase vildskaben ud af kroppen og gøre forsøget på at gå hele vejen for at vinde ham, før det går op for dig, at du allerede for længst har mistet dig selv.

Med venlig hilsen

/ Martin Østergaard