Svar til: hvad nu

#2370

Hej

Du er jo stadig et produkt af din barndom, hvor du skulle være usynlig, fordi du efter din fars eller mors mening var en pestilens. Du valgte en mand, som startede med at være lige så verbalt voldelig over for dig ved at sige, at han ikke følte kriller. Det var jo ærligt. Hensynsløst ærligt. Og du fortsatte dit mønster med at bide det i dig og vente på bedre tider og overbevise verden om, at du er værd at elske.

Intellektuelt ved du, at du er værd at elske. Du mærker dine behov tydeligt. Men du vælger også at blive i noget, hvor du så sent som forleden bliver overfuset, når du vælger at blive intim og kramme din mand. Gudskelov kan han da se sin egen fejl og beklager senere.

Måske skal du melde ud over for din mand, at du vil holde fri fra ham og forholdet i en uges tid, måske to, tre eller fire for at overveje, hvad du skal med resten af dit liv. At du helst vil blive sammen med ham, men at du også er kommet i tvivl, fordi både du og han med jeres fælles, dårlige mønster har stået i vejen for dit behov for at føle dig elsket. At du med dit nødtvunget tillærte talent for at være offer har været med til at presse ham ind i rollen som bøddel. Og at han med sin mangel på medfølelse og empati som en elefant har trampet hensynsløst rundt i din glasbutik.

Ofte vågner mænd først op til dåd, indlevelse, varme, følsomhed, komplimenter og evnen til både at fylde og tømme opvaskemaskinen, når deres hustruer tjekker ud. Helt ud! At ligge alene i ægtesengen nat efter nat giver sådan en skøn eksistentiel opvågnen.

Men mange kvinder vover ikke at vise sig selv den respekt at skride i tide, og blive væk, mens der stadig er mulighed for at finde ud af, at man gerne vil blive. Mange kvinder går for sent. Når de er blevet afvist én gang for meget. Og der ingen vej er tilbage. Og så nytter det jo ikke, at han for første gang siden sidste istid vågner op og ryster mammut-pelsen.

Skride i tide!

Med venlig hilsen

/ Martin Østergaard