Svar til: hvad nu

#2363

Hej igen.
Jeg har gået i nogle dage og tænkt over det med at tage ansvar og være en god kæreste. NÅr jeg læser om at finde tilbage til det, der var grunden til, at vi fandt sammen, så er det jo bare, at jeg må konstatere igen, at jeg godt ved, hvad det er, der er i vejen. Og det er, at vi ikke startede vores forhold med en stormende forelskelse. Det er ikke alle mennesker, der har brug for det, men det har jeg åbenbart…? Og det er det, der er så mærkeligt, for vi VAR jo sammen hele tiden, rørte ved hinanden, snakkede, grinede, var alvorlige osv osv. Men hele tiden følte han trang til at sige, at klaveret ikke spillede, at han ikke var forelsket osv. Han sagde dog også, at det kunne være, at det endte med kærlighed i stedet for, men at han aldrig har været forelsket nogensinde. Altså det der med maven og glæden og håbet.
I starten tror jeg bare, at mit håb overdøvede hans pessimisme, og jeg blev også ved med at sige til ham, at det var mærkeligt, at vi hele tiden gerne ville være sammen, at vi var sammen, og at vi blev ved med det, hvis vi virkelig ikke skulle have lyst til det.
Men når det er sagt, så har jeg jo også selv haft bekendtskaber, hvor vi gjorde lidt kæresteagtige ting, men hvor jeg hele vejen igennem har vidst, at det ikke var en kæreste, og at det egentlig bare var for hyggen, selskabet og tage trykket – fra begges side.
Jeg synes bare, at det er og var anderledes med ham her. Han har et par gange givet mig lidt mavekriller, men jeg tror, at fordi han havde så travlt med at tale det ned, blev det aldrig rigtig udviklet hverken i ham eller mig.
Hvorfor havde han så travlt med at tale det ned?
Måske KAN han virkelig bare ikke blive forelsket, altså rent fysisk mangler endorfiner?
Eller også er HAN bange? Han siger jo nu, at han elsker mig, at han vil mig, at vi altid skal være sammen osv. Jeg kan bare ikke rigtigt mærke det. Hvorfor? Fordi jeg har lukket mig i angst, eller fordi han ikke føler det, men synes det?
Hele hans familie er nogle mærkelig ikke-følende væsener. Man hører dem ALDRIG udtrykke følelser, hverken gode eller dårlige. De SIGER pæne ting, men man kan ikke mærke dem. Der er faktisk et par af dem, der selv siger, at når de er sammen med familie til anden side (fx partners familie), så er der grin og glade dage, spændende diskussioner mv. Så måske ligger det bare i den klan, at “man ikke er glad”. Min mand siger rigtig tit, at han ikke kan føle glæde, men han kan sagtens sige det, mens han griner og smiler og krammer mig. Så bliver jeg forvirret, for jeg kan jo godt sige til ham, at det tror jeg ikke er rigtigt, men hvis han fastholder, at hans smil ikke er udtryk for glæde… og så kan han nogle gange godt sige, at jo han er glad lige nu, men han FØLER ikke glæde. Og hold da fast hvor har vi mediteret og motioneret og drukket rødvin for at forløse endorfiner i ham, men hvad hjælper det, hvis han ikke ER glad eller kan føle glæde sådan rigtigt? Og derfor er jeg selvfølgelig også i tvivl om, om jeg elsker ham, for jeg har jo dermed også lukket godt og grundigt ned for mine følelser – det er vel meget naturligt, når man ikke føler dem spejlet – og måske gør jeg inderst inde, men det er jo ikke der, man skal elske sin mand? Det skulle da meget gerne være helt udenpå bare en gang i mellem? Så når jeg læser om, at man skal finde tilbage til kernen i sit parforhold, ja så har jeg jo ikke noget at finde tilbage til, for er det ikke bare fake/make believe/håb? Kan man reelt elske uden forudgående forelskelse? Det mest mærkelige er, at han nu nogle gange siger, at “det var dengang vi var forelskede”, og jeg bare har det sådan, at det var vi sgu da ikke, og han havde i særdeleshed travlt med at tale sig væk fra mig. Hvorfor kalder han det så pludselig forelskelse? ER det ikke bare en intellektualisering – en konstatering af, at det der var i begyndelsen er det, man plejer at kalde forelskelse, så det kalder vi det bare? Og hvor længe skal man blive ved med at håbe? Kan man tro på, at der kan komme noget godt ud af det? Eller er punktet bare passeret for længe siden? Er jeg tilfreds med kærlighed uden forelskelse? Næh, det tror jeg ikke, og det er måske her, det hele ligger begravet? Men så er vi tilbage ved start, for hvor mange har reelt været forelsket i mig? Ingen. Tværtimod så har alle mine forhold indeholdt et element af “jeg er ikke RIGTIG forelsket i dig” – så måske ER det rigtigt, at jeg ikke er sådan en, man bliver forelsket i? Jeg har et par gange i mit live haft den der totale crush. Fuldstændigt som i “jeg henter sgu lige månen til dig”. Men så blev jeg forladt tre gange på tre år. Det var ligesom der, mit følelsesliv lukkede fuldstændigt ned! Jeg har haft et langt forhold siden da, men da vidste jeg hele vejen igennem, at det var bekvemmelighed. Men da jeg så mødte ham, jeg nu er gift med, var jeg meget parat til, at lukke det hele op igen. Det var han bare ikke helt. Så spejlede han mit lukkede følelsesliv? Eller spejlede vi et håb i hinanden? Og hvis vi begge håber, hvorfor fanden kan vi så ikke slippe al vores angst og forbehold? Er det for sent, fordi forelskelsespunktet er passeret og skal indtræde de første uger i et forhold? KH og undskyld det blev så langt. Måske er jeg lidt mere afklaret. Til gengæld sidder jeg og stortuder 😉