Svar til: Genoptaget kontakt – nu intet

#2146
susanne80
Deltager

Jeg vil da gerne dele min historie med jer, selvom den vel egentlig er ganske banal.

Min kæreste og jeg var næsten lige flyttet sammen, da han blev udsendt til Irak som officer. Han havde ansvaret for sine mænd dernede og tog beslutningerne, mens jeg jo måtte tage beslutningerne herhjemme.

I begyndelsen spurgte jeg ham meget til råds når vi fik muligheden for at snakke sammen, men efterhånden gjorde jeg bare dét jeg selv syntes var det rigtige.

Da han så kom hjem, havde jeg svært ved at give ham plads, for jeg synes jo selv jeg klarede det godt. Jeg kunne ikke forstå han blev mere og mere indelukket, men gav hans oplevelser i Irak skylden. Godt nok havde vi flere diskussioner omkring nogle beslutninger i hjemmet, og også omkring bekendtskabskredsen som jeg havde opbygget, mens han var væk – dog ikke mere end jeg troede alle andre par også havde.

Pludselig en dag meddelte han mig, at han flyttede hen til en kammerat, i hvert fald for en tid. Det kom som et lyn fra en klar himmel for mig, og jeg blev først vred og skældte ud, derefter kom tårerne og jeg tiggede om en forklaring. Han sagde han ikke følte han gjorde en positiv forskel i mit liv, for jeg klarede jo alting selv! Jeg forstod ingenting, for jeg syntes jo at alt hvad jeg gjorde, gjorde jeg for at VI skulle have det så godt som muligt. Jeg syntes han var utaknemmelig, og sagde at han bare kunne flytte. Men inderst inde var jeg sønderknust.

Når jeg fortalte mine veninder om bruddet, fik jeg al den støtte jeg kunne ønske mig i, at det selvfølgelig var ham som opførte sig dårligt og uforståeligt. Alligevel var der en lille orm som gnavede i mit sind, for sådan var min elskede jo ikke. Jeg gik derfor til min bror og klagede min nød, og han kom så med de råd jeg har skrevet. Først syntes jeg det lød forkert, men lidt efter lidt begyndte de at give mening.

Jeg bed al skam i mig og opsøgte ham hos vennen. Jeg bad ham sige lige ud hvad det var han syntes jeg gjorde/ikke gjorde forkert, og hvad der skulle til for at vi kunne være sammen igen? Jeg sagde samtidig til ham, at det ikke var sikkert jeg ville være enig med ham, og at jeg måske ikke ville ændre noget, men at jeg selvfølgelig ville lytte og gennemtænke hvad han sagde.
Han gentog så at han ikke følte han gjorde en positiv forskel i mit liv, og kom med eksempler på ting jeg bare selv gjorde, hvor det måske havde været mere normalt at snakke sammen om det. Han sagde også, at selvom han vidste jeg sikkert gjorde det for os begge, så følte han mere at han havde fået en mor, og ikke en kæreste.

Først blev jeg gal, men da jeg havde tænkt lidt, måtte jeg give ham ret i at jeg nok bare havde fortsat den måde at beslutte på, som jeg havde gjort mens han var væk. Det gik også op for mig hvad han mente med ” positiv forskel”, for jeg blev ofte selv lidt sur eller skuffet, når han vaskede, lavede mad og strøg skjorter, fordi jeg da gerne ville gøre det en gang imellem for at gøre ham glad.

Vi fik snakket det igennem, og blev enige om at tage fremtidige beslutninger sammen. Og det gjorde vi så et par år indtil han blev forflyttet, og vi ikke kunne få forholdet til at fungere pga. den store afstand.

Men jeg lærte i hvert fald, at mænd vil føle de gør en positiv forskel i deres kærestes liv, ellers af-maskuliniserer ( er det et ord?) man dem!

Kram