Svar til: Genoptaget kontakt – nu intet

#1645
alli
Deltager

Vi har kendt hinanden siden sidste december, så hinanden i 5 måneder efterfulgt af et par måneders efterspil. Herefter et par måneders afstand og nul kontakt, og så nu mit kontaktinitiativ. Jeg narrer måske mig selv, men jeg føler jeg kender ham meget godt fordi han har givet meget af sig selv omend på en mande facon. Vi har haft en del samtaler om os og vores forhold – flere end jeg normalt ville have i starten af et bekendtskab pga. afstanden. Han fortalte tidligt i forholdet, da jeg første gang spurgte hvad han tænkte om os, at det var svært for ham at sige til mig, men at han kunne lide mig og at han gerne ville se hvor det førte hen. Dog havde han tænkt meget over det hele og at han ikke kunne lide at skuffe folk og derfor undlod han ofte at skabe forventninger samt han havde en tendens til at trække sig når han så kunne mærke der var forventninger. Her tolkede jeg det som om en projicering; at det egentlig er ham der er bange for at blive såret, og derfor smutter han før han får forventninger, men efterfølgende er jeg dog kommet i tvivl om han egentlig ikke bare mente det han sagde. Jeg anerkendte i situationen ham for, at han var opmærksom på det, og vidste han har det issue. Det gjorde bare intet godt for mig og min usikkerhed i min forelskelse, at han var så åben omkring det. Deraf mit behov for at tale meget om os. Det siger vel også noget, at han på forhånd havde behov for, at “advare” mig. Efterfølgende fandt jeg ud af, at det gælder for alle hans relationer i livet, også hans familie og venner, nemlig at han ikke kan lide at nogen som helst har forvetninger til ham.

Jeg har hele tiden fornemmet, at han har meget høje og urealistiske forventninger til hvordan han skal agere i et forhold og har en firkantet holdning til, hvordan et forhold er. At han skal tilsidesætte sine egne behov for den andens skyld, og at han hele tiden skuffer den anden, hvis han gør hvad han har lyst til. At den anden part forventer visse ting, som han ikke kan leve op til. At det begrænser ham i de ting han holder af – at være sammen med hans venner. Selvom jeg lagde meget vægt på, at han da bare skulle tage til fodbold eller drikke en øl med en gammel kammerat der var i byen imens jeg var på besøg uden mig fordi det også er hvad jeg selv ville gøre, var det ikke nok. Han sagde meget sigende at “det kunne han da ikke, når jeg nu var der”.

I løbet af forholdet har han skullet bekræfte mig i, at han havde følelser for mig, og det var han god til, både i ord og handlinger. Han har hele tiden sagt hvordan han er lidt af en enspænder, der har brug for alenetid, bliver træt af at være i sociale sammenhænge, tænker meget og rationaliserer, så at han skulle bruge et par perioder med 2-5 dages afstand hvor han tænkte og mærkede efter, gjorde mig egentlig ikke i tvivl, men bekræftede mig nærmere i, at han ville os og tog os seriøst. Han vidste hvor han havde mig, og han gjorde mange dejlige, søde ting – igen ud fra ovenstående forestilling om hvordan et forhold skal være, tror jeg. Da vi så kom til det punkt, hvor han er kommet frem til, at han gerne vil forholdet på den mere seriøse måde hvor vi kalder os kærester og jeg ikke reagerer på det, går der et par uger hvorefter han afslutter forholdet efter en uoverensstemmelse/misforståelse, hvor han gør mig ked af det. Al hans vilje til at tale om følelser forsvandt der, og i de efterspillet kunne jeg slet ikke få ud af ham, hvad han tænkte og følte. Vi er begge travle mennesker med fyldte kalendre, men hvor jeg brugte planlægning som løsning, var det sammen med afstanden den største grund til, at han bakkede ud, tror jeg. Han har helt sikkert følt at han skulle give afkald på for meget = hele weekender med venner for at kunne leve op til min, men i højere grad hans, forestilling om et forhold. Kombineret med, at det hele kom for tæt på, at jeg ikke gav et rigtigt svar på kæreste-delen og den misforståelse der gjorde at både han og jeg var kede af det en hel weekend, tror jeg bare han kom frem til, at omkostningerne var for store og at han ikke kunne gøre mig glad ved at leve op til mine/hans egne forventninger til et forhold.

Selvom jeg i efterspillet prøvede på at udrede det hele, var der lukket ned. Han kunne ikke reagere på mine følelser, kunne ikke svare på mine spørgsmål, kun sige, at det havde noget med følelser at gøre. Om det var manglende, forkerte eller andre følelser fandt jeg aldrig ud af.

Det er hårdt at tænke, men måske er du inde på noget af det rigtige mht. at hans glæde i beskederne ikke nødvendigvis betyder jeg har været savnet. Dog er jeg mere ovre i, at han kom med søde ord for at dulme hans dårlige samvittighed over, at han ikke kan gengælde mine følelser. I hans hovede er det måske en trøst, men for mig er det en forværring, da det jo skaber glæde og håb. Jeg kan nemlig heller ikke undgå at ligge mærke til hans kompliment af mit udseende (billede) – da han var allermest forelsket – for det er jeg ikke tvivl om han var – og det kørte på skinner, var det nemlig en af måderne han viste det på. Og at hvis jeg som ham vidste at en person havde følelser for mig, ville jeg ikke gøre noget for at medvirke til at de blusser op, men nærmere være høflig, svare i korte beskeder og lukke samtalen ned forholdsvis hurtigt. Jeg har dog også lært, at det er farligt at forestille sig hvordan en anden person tænker, da det kan vise sig at være helt forkert. Og hvorfor handle ud fra hvad man tror den anden tænker? Dette er mit dilemma lige nu.

Mht. det sidste – FB siger, at han er glad, aktiv og sammen med venner, som han jo prioriterer meget højt, og som han også var mens vi var sammen. Vi har ingen fælles venner.

Er det virkelig så sort og hvidt? At ingen kontakt er lig med ikke tilstrækkeligt med følelser?