Svar til: Genoptaget kontakt – nu intet

#1796
Lillemy
Deltager

Hej Alli

Ja, der er en skarp balance mellem at ydmyge sig selv og at være tydelig. Jeg kan godt forstå, at du ikke bare vil fare ud og øse ud af dine inderste følelser, som tingene er nu. Jeg har også prøvet det der med, at en fyr ikke kunne forstå, at jeg ikke ville mere og blev ved og ved og ved, selvom jeg var ret så tydelig. Det var virkelig ubehageligt, fordi han tvang mig til at være helt ekstremt hård ved ham. Det har også betydet, at jeg på ingen måde ønsker at have kontakt med ham igen, fordi jeg er bekymret for om han misforstår.
Noget siger mig bare med ham din at han ikke bare er dårlig-samvittigheds-flink – jeg kan selvfølgelig ikke vide det, men noget siger mig det bare. Det virker på mig helt mærkeligt, hvis han af egen drift skulle tilføje dig på facebook udelukkende af dårlig samvittighed. Det kan selvfølgelig også bare være, at han synes, at du er en sød pige uden der er mere i det, men der er for meget gætteri her, så synse du skal undersøge det, som du jo så også er igang med. Jeg synes det lyder rigtig fint, at I chattede sammen. Jeg er enig med dig i, at du skal lade den ligge lidt nu og se, om der sker noget. Hvis der ikke sker yderligere fra hans side de næste par uger, så kan du overveje, hvordan du da vil gribe situationen an. Hvis du laver opdateringer og poster billeder og den slags på din profil, kan det jo være, at han “liker” det – you never know.
Her går det egentlig okay. Jeg kredsede lige lidt om de ting, jeg har af hans (og han har af mine) et par dage, men valgte at lade det ligge for nu. Det haster ikke og jeg tror også, at tiden er vigtig i det her.
Vi bor ikke i samme by (faktisk bor han 30-40 minutters kørsel herfra). Han har en god ven i en by tæt herpå, som kræver at han kører gennem min by. Igår var jeg ude at gå en aftentur med en af mine gode venner og jeg er temmelig sikker på, at ham min kørte forbi. Han kan ikke ha undgået at se mig, hvis det var ham (hvilket jeg som sagt er rimelig sikker på) Jeg havde det egentlig ok med det, men kom til at tænke på tingene igen (altså dem vi har af hinandens ting). Et eller andet må gøre, at han ikke har taget initiativ til at vi får dem udvekslet. De er det eneste, der “binder” os sammen nu. Når de er afleveret, er der ikke flere “undskyldninger” for bare at ses og vi kommer ikke i de samme kredse, så vi vil ikke tilfældigt løbe ind i hinanden. Jeg skal ikke kloge i, hvorfor han ikke har smidt tingene forbi her ved mig – jeg ved kun, hvorfor jeg ikke har taget initiativ til udvekslingen. Nogle gange er det klogeste, man kan gøre at sidde på sine hænder.

Kom lige til at tænke på, at du skrev, at der var stor afstand mellem jeres bopæle og at det nok udgør et issue for ham. Hvor stor en afstand taler vi om og har I hver især noget, der binder jer til de byer, I bor i nu?