Svar til: Genoptaget kontakt – nu intet

#1696
alli
Deltager

Sommerregn; jeg kan desværre ikke huske din historie og har prøvet at kigge efter den her i kassen, men den må være i den “gamle” kasse.<br>
Alli, der er nogle lighedspunkter i det ham din har ytret gennem tiden og det ham min har ytret. Især kan jeg se lighedspunkter i det med forventningerne til sig selv og til, hvordan et forhold skal være. Min er/var meget hård ved sig selv ift. de krav han stillede om, hvordan han skulle være. Han kredsede meget om at skulle “præstere” og være “god nok” i forskellige sammenhænge – inklusiv i forholdet. Han havde efter min mening ret urealistiske forventninger til sig selv og til det hele.

Jeg synes Sommerregn har meget ret i, at der kan være en tendens til at forenkle om manden er glad nok for kvinden. Altså en meget sort/hvid-tænkning. Har lige kastet et blik rundt i min vennekreds og ja, der er ganske mange variationer. Vi kan måske have en ide om, at forhold bgger på en bestemt opskrift; mand møder kvinde, jager hende, hun overgiver sig og de lever lykkeligt til deres dages ende. Sådan er der virkelig ikke ret mange forhold i min vennekreds, der er. Jo, nogle er der da, men mere end halvdelen har været gået fra hinanden for så senere at finde sammen, nogle har gået fra hinanden et utal af gange, mens andre har fundet sammen og blevet sammen uden større problemer.

Som jeg har skrevet i min egen tråd kan jeg rigtig godt lide tanken om manglende ressourcer. Jeg har kørt noget rundt i, hvad der lige skete, fordi han endte forholdet midt i en snak om, hvordan vi skulle komme videre sammen. Han græd og sendte følsomme beskeder, hvilket forvirrede mig. Jeg var nok kommet til at lave en lidt sort/hvide-tankegang om, at han ikke var glad nok for mig, nu da han valgte at gå, men da flere ting pegede i retning af, at han faktisk har mange følelser for mig, kunne jeg ikke finde hoved og hale i det. Men med tanke på manglende ressourcer giver det hele mere mening.<br>
Jeg er ligesom Sommerregn tilhænger af, at man melder sin egen interesse klart ud og så overlader til manden at finde ressourcerne. Finder han dem, kommer han tilbage, finder han dem ikke, så må det være sådan det er.

Jeg synes det er et spændende emne, det med de urealistiske forventninger til sig selv og et forhold. Har du påtalt dette over for din? Og hvad svarede han eventuelt? Man kan jo ikke ændre andre menneskers forventninger og krav til et forhold og deres egen rolle i det, men man kan ytre sin mening og se om det flytter noget i den anden.
Jeg tænker det må være meget stressende at gå igennem livet med disse store krav til sig selv på både karrieremæssigt, sportsmæssigt og kærlighedsmæssigt plan, hvis man i stedet kan finde en partner der accepterer og sætter pris på det man giver som det er. Kan man så skrue ned for kravene og er det ikke det et godt forhold er – at man er den man er, og at den anden er glad og tilfreds med det. Jeg tror det er noget din og min ville have godt af at gå og tænke over, men er bange for, at deres følelsesmæssige modenhed måske ikke er der.