Svar til: Forvirret…

#2232

Hej

Jeg tænker også, at dette både kan være en pige og en dreng. Altså at det både kan være din og hans skyld … og måske ingens skyld at det slingrer sådan.

Det er jo meget almindeligt med den der, nu-vil-du-så-vil-jeg-ikke-rigtig svingen hos både mænd og kvinder i starten af et forhold. Dog med den detalje, at mange kvinder er lidt mere udtalte og afklarede omkring deres uafklarethed end mænd.

Jeg synes også, at du skal klappe dig selv på skulderen for ikke at gå for meget i selvsving sammen med ham, men derimod trække dig lidt ud af legen, så du ikke bliver alt for rundforvirret.

Ofte vil kvinder også kun være meget på med at få afklaret, hvad det er for en slags forhold, når de er for usikre på manden og derfor ubevidst kører sådan en nu-stresser-jeg-dig-for-at-se-hvad-du-kan-klare test på ham. Hvis der er mere gensidig tryghed i forholdet, kører kvinder ofte ikke stalin-orglet af på manden på samme måde.

Bedre held næste gang.

Med venlig hilsen

/ Martin Østergaard