Svar til: Forladthedsangst

#2188
Salamina
Deltager

Sommerregns kommentar fra tidligere tråd:

Jeg vil gerne byde ind Salamina – mens du venter på Martin :- )
Jeg er ikke i tvivl om, at temaet er relevant. Netop fordi, at behovet for og dermed også evnen til tilknytning etableres i den tidlige fase. Og hvis vi oplever IKKE at blive mødt på dette behov – så etableres der en stærk angst for afvisning Den har vi med os hele vejen. Men vi kan jo sagtens leve et helt fint og almindeligt liv – så længe vi er i kontrol.

MEN hvis vi så senere gennemgår skilsmisse og forvalter vores forældreskab alene – så lever vi med et savn og en længsel efter tilknytningen – samtidigt med, at vi værner om vores børns behov. Men vi er helt alene med det – og savnet er (i underbevidstheden) stort. Og kommer der så hul igennem til en ny mand, der repræsenterer ALT det, vi har længtes efter – så er der basis for den store følelsesmæssige tragedie. Hvis han forsvinder er afvisningen enorm.

Jeg tror det er derfor, at temaet er så gennemgående herinde. Først oplever vi en forløsning – ENDELIG bliver jeg elsket rigtigt. ENDELIG. Og når han så er væk – så vælter smerten frem. Vi bliver krænkede/afvist/forladt/ikke mødt/ikke set – og vi er tilbage ved vores urfølelse – helt fra dengang.

Det besværlige kan så være, at omgivelserne slet ikke forstår, hvorfor smerten er så enorm. Der er masse af gode råd om at slippe og komme videre m.m.. Men problemet er, at vi er ramt på et meget dybere plan – og smerten har en helt anden styrke end bruddet egentlig tilsiger. Derfor bliver “gode veninderåd” nogen gange så forfærdelig intetsigende.

Jeg glæder mig til at læse Martins vinkel.