Svar til: Forladthedsangst

#2209

Hej

Godt emne … det her med forladthed.

Jeg tror, at både glædelige og sørgelige oplevelser kan udløse følelsen af forladthed. Det har jeg i hvertfald selv oplevet. Og jeg tror, at forladtheden kan handle både om noget aktuelt, noget halvgammelt og noget helt tilbage fra ungdom og barndom.

Det er sgu nok ret universelt at føle sig forladt, om man så er enlig mor til tre eller oliemillionær. Det afgørende er, om man over for sig selv vil så ved det, eller om man vil drukne den indre bæven i alkohol, dominans af andre mennesker eller andre former for misbrug.

Og jeg er lidt ligeglad, hvor det kommer fra … selv om det også er vigtigt … og mere optaget af, hvor det peger hen, og hvad det kan bruges til nu og her.

Ganske ofte har jeg oplevet enlige kvinder med børn have en voldsom følelse af rodløshed og fortabthed, lææænge efter at de selv valgte at gå, og lææænge efter at deres eksmand rejste sig fra asken og trods alt blev ellevild af lykke over at møde en ny dame.

Hvis det lykkes en ad åre at blive gode venner med ens egen forladthed, så kan man hjælpe andre med at se, respektere og blive gode venner med deres.

Den må ikke stå ude i mørket og kigge ind i den varme stue og skræmme en. Man skal invitere den ind på en kop kaffe og sludre lidt let med den og sige, at det er ok, at den er der. Så forsvinder den, og man er atter hel.

Med venlig hilsen

/ Martin Østergaard