Svar til: Effektive beslutninger – hvordan?

#1764
Lizzy1210
Deltager

Kære Sommeregn og I andre 🙂

God tråd du har startet. Den rammer ind lige der, hvor jeg er befinder mig nu.

Sommerregn, det slår mig igen, hvor meget vores mønstre minder om hinanden. Jeg har de sidste dage overvejet at starte en tråd, om hvordan man samler sig selv op og finder glæden og modet igen efter et hårdt brud.

Jeg vil sige at for mig er det første gang i hele mit liv ( jeg blev 48 i lørdags), at jeg 7 uger efter et brud stadig græder dagligt og ofte tænker “det her klarer jeg ikke”. Intet jeg har gjort har lettet i mere end et par dages tid. Præcis som du nævner det, rejse, fester, bifture – det hjælper når jeg er i det, men jeg tænker faktisk mere og mere at for mig tjener det bare til at udsætte pinen.

Har ingen erfaring i at have det sådan her. Tidligere har jeg sørget voldsomt i et par uger og så har det lettet. Denne gang vil det ligesom ingen ende tage.

Jeg gør lige nu følgende: går til min terapeut, som jeg fandt første gang han forlod mig, hver anden uge. Og det letter at gå der. Smerten bliver derefter lettere at bære et par dage.
Læser 2 bøger, Kvinder der elsker for meget og Når kærligheden kammer over, begge indeholder noget jeg kan reflekterer over og som ikke mindst fortæller mig, at også andre har haft det som mig.
Taler meget med mine venner, igen og igen. Også det letter i noget tid.

MEN når jeg træder ind af døren igen herhjemme, så kommer tårnene og savnet igen.
Mit selvværd er vist lige nu nærmest i minus.

Den sidste uge har han 3 gange sms’et til mig, små ligegyldige beskeder, som giver mig kvalme og flår i mit hjerte. Fordi jeg synes de nærmest er upassende, med smiley’er og han møder overhovedet ikke mig der hvor jeg er.

Og hvad gør jeg, sender kærlighed retur og hader mig selv for det efterfølgende. Fordi jeg er panisk angst for lukke døren bag os.

Jeg ville også gerne kunne forstå, hvordan jeg slipper og står ved min beslutning om ingen kontakt, og om at vi ikke kan og ikke skal være venner. Jeg ved hvor dårligt det her har været for mig, men samtidig har det også været det bedste nogensinde, og jeg frygter at jeg ikke evner at holde fast i mine beslutninger.

Jeg tænker at det handler om selvværd og om at kende og stå ved egne behov. Og jeg kan det til dels, men ikke i den grad, som jeg ønsker mig det.

Jeg kan blive ramt af nærmest ærefrygt når jeg læser, hvordan nogle af jer mærker efter, handler og står ved deres valg. Jeg bliver konstant ramt af tvivl.

Så er det måske det der skal arbejdes med? Selvværd, behov og måske skyggesider? Og er det realistisk overhovedet, eller løbet kørt nu, hvor man er 48?

Følger med her og håber at lære noget af jeres svar til Sommerregn.

Sommerregn, er der mon nogen afklaring af din situation med ham, din? Har tænk på dig.

Knus