Svar til: Effektive beslutninger – hvordan?

#1863
Lillemy
Deltager

Godmorgen herfra!

Spændende tråd med mange interessante vinkler. Du kender jo til mit seneste brud, Sommerregn. Jeg er i forbindelse med dette kommet til at reflektere over de gange, jeg selv har brudt et forhold og de gange andre har brudt med mig. Jeg har erfaret, at jeg ikke forlader et forhold/en relation, så længe jeg er fortsat har en tro på, at det måske kunne blive et godt og langvarigt forhold. Troen/håbet behøver ikke at være ret stort, men så længe det er der bliver jeg. I mine yngre dage gik jeg nogle gange, selvom jeg var i tvivl og blev også forladt, hvor den anden var i tvivl, om det var den rette beslutning at bryde – og i de tilfælde endte det altid med, at vi tog en eller flere runder mere, når støvet lige havde lagt sig lidt.
Jeg kan se, at jeg først har givet slip på de forhold, når jeg har været sikker på, at det aldrig ville kunne blive til et ordentligt forhold.
Jeg har for nogle år tilbage været samlevende med en mand, hvor vi havde købt hus, talt om at få børn mv. Forholdet gik kraftigt ned af bakke pga. nogle prioriterering han lavede, som i min optik gik ud over forholdet – jeg blev og kæmpede alt, hvad jeg kunne. Jeg prøvede alt; jeg råbte, jeg tudede, jeg prøvede at tale med ham om det, jeg prøvede at spille ligeglad osv osv. Men en dag var håbet i mig slukket og jeg brød forholdet. Jeg har aldirg siden set mig tilbage. Jeg mindes, at jeg var meget bekymret for, om jeg ville komme til at fortryde. Han og jeg havde dannet par tidligere og efter en pause på et par år, fandt vi sammen igen til 2. runde, så jeg vidste, at der ikke ville blive en 3. runde, hvis jeg fortrød. Men den dag jeg gik, var jeg ikke i tvivl; det skulle ikke være ham og mig. Og som nævnt har jeg ikke et eneste sekund fortrudt.
Mange tager flere runder sammen og jeg tror, det handler om, at hvis man er i tvivl, når man bryder, så formindsker tiden de ting der ikke fungerede og forstørrer de gode ting, man havde sammen. Og så finder man sammen igen – med ret stor sandsynlighed.
Jeg har ikke grædt mange tårer over det forliste forhold med min daværende samlever. Selvfølgelig var der også drømme, der brast for mig, da forholdet sluttede, men eftersom jeg havde ladet processen forløbe over tid, så jeg til sidst ikke var i tvivl, gjorde smerten langt mindre end hvis jeg havde taget beslutningen nogle måneder tidligere.