Svar til: Effektive beslutninger – hvordan?

#1789
Anonym
Inaktiv

Det der såkaldte selvværd siger heller ikke mig så meget.

Selvfølelse kan jeg forstå. Jeg tænker på det som en evne. Evnen til at mærke egne følelser og kontakt til ens dybere følelse. At tænke på det som en evne eller kompetance, gør det nemt for mig at forstå.

Men en god selvfølelse er også en grundlæggende følelse af at være velkommen i verden. Jeg gik højt op i, da min søn var lille, at han skulle føle, at alt som han mærkede fra sig selv, at det var velkomment i verden. Men at de handlinger, der var forbundet med fx at have lyst til noget, det var noget helt andet og meget beklageligt, at det ikke altid var velkomment at handle efter sin lyst. At han ikke måtte gå ud i sit fine tøj, han skulle have på i Tivoli og lege med mudder, fordi han havde lyst til det og også argumenterede for, at det var en særlig god slags mudder … jeg beklagede, at det var sådan, at det kunne han ikke få lov til. Jeg sagde ikke, at der var noget galt med selve ideen.

Det har jeg haft succes med. Han er sig selv – det mener alle, der møder ham.

Men selvværd? Er man god nok? Det kommer vel an på, om man faktisk er det. Om man ikke udfører et job særlig kompetent, så er man vel ikke god nok til det. Hvis jeg har gjort andre ting som mor, der ikke var gode nok, så var det vel heller ikke det.

I Lizzys tilfælde var hun for god en kæreste – det var så heller ikke godt nok.

Nogle gange kan man være tilfreds med sig selv og andre gange kan man ikke – jeg synes ikke, det er en konstant instans i en selv. Det giver mening for andre, men ikke for mig. Om man føler sig værdiløs, når ens kæreste nedprioritere kontakt, så gør man vel det, selvom man har høj selvfølelse eller såkaldt selvværd.

Fx har jeg haft en tendens til at forelske mig i mænd, der skriver og udgiver det, de skriver, mens jeg aldrig selv har udgivet noget. Det er måske derfor, jeg er faldet for dem – så kan de gøre det, så behøver jeg ikke det. Det er da ikke godt nok. Mit liv ville være mere vellykket, om jeg skrev en bog. Det er en helt realistisk selvkritik. Lige nu er jeg lidt syg – hold op, hvor er jeg dårlig til at være syg osv. Hvad er det, at være god nok? Kan man ikke altid gøre det bedre? Hvis ikke, mangler man da fantasi.

*

Det ovenfor skulle føre til det, jeg ville skrive til dig, Sommerregn:

Når jeg har haft afbrudt forholdet til den mand, jeg har et udefineret forhold til, så har det været fordi forelskelsen gik midlertidigt over, men kom tilbage. Den idé, at jeg kunne finde på at holde afstand, af den årsag at han er det forkerte mand at danne par med, det er ikke faldet mig ind.

Det gør ingen forskel for mig, at han og jeg egner os mindre godt som par, når nu jeg har forelsket mig. Manden vil godt nok ikke se mig særlig ofte, men det er ligesom at lege med mudder – det kan man ikke altid få lov til, men tilskyndelsen er der jo ikke noget galt med. Det er den vigtige pointe for mig.

Da jeg mødte ham, tænkte jeg, at det måtte være en individuationsproces, der var sat i gang hos mig. Men det kan godt være, at det var helt forkert tænkt, at det måske er den rigtige livspartner for mig på en eller anden måde. (Nu har han givet mig en gave! Hvad kan det ikke ende med?)

Hvor du tænker lige modsat, Sommerregn, at du skal give slip, fordi manden er den forkerte livspartner for dig. Men overser du, at din tiltrækning er ment som en individuationsproces? Det er måske derfor din underbevidsthed ikke tillader dig at give slip.

Måske også derfor du forelsker dig ofte, som du har skrevet andetsted – du indser ikke, at du er i en individuationsproces, som skal have plads. Du tror, du leder efter en mand. Og tænker på at give slip, fordi manden er den forkerte mand. Mens du behøver at kigge indad?

Måske det endda er forsætligt, at din underbevidsthed vælger den forkerte mand!

*

Da jeg vurderede, at jeg måtte være i en udviklingsproces i forelskelsen, da læste jeg om emnet. Og jeg kunne ikke finde noget på nettet, som var særligt godt – man kan google: “Eros individuation”. Det bedste jeg læste var i stedet en artikel af Marie-Louise von Franz om individuation i C G Jung: “Mennesket og dets symboler”. Måske du vil læse den?