Svar til: Effektive beslutninger – hvordan?

#1776
Sommerregn
Deltager

Kære alle

Mange tak for jeres input. Og Lizzy1210 – alverdens varme til dig. Pyh….en omgang.

Jeg kan jo så forstå, at vi er mange, der lider gevaldigt i forbindelse med brud. Også selvom det er fornuftigt og vi drager omsorg for vores selvværd. Beslutningen er rigtig – men det gør forfærdelig ondt. Rosmarin, der måtte tage flere runder, Charlene, der græd og skrev digte, og dig Lizzy1210 – der besøger din terapeut og græder i stride strømme.

Kort om min egen situation: Vi har hinanden – men jeg er ikke sikker på, at det i længden vil være rigtigt for mig at være i et forhold på den her måde. Han spekulerer så en masse over, hvordan han kan ændre på tingene. Jeg tror hans følelser vokser og han lider i stilhed over frygten for, at jeg forsvinder. Men han er passiv og afmægtig. Jeg frygter det voldsomme savn, der venter, hvis jeg bryder endeligt. Situationen er svær – men jeg er fortsat rolig.

Lizzy1210 – jeg tænker, at det måske kan hjælpe at tænke over, hvad det er, du græder over. Savnet af lige HAM, savnet af et forhold til en dejlig – eller ydmygelsen, du blev udsat for. Måske din livssituation?? Jeg græder også, når jeg savner. Knuden i maven vokser i løbet af dagen og til sidst kan jeg ligge mig på knæ ved siden af min seng og hulke voldsomt. Det værste i sådan en periode er, når jeg ikke får sovet ordentligt om natten. Så bliver næste dag en lang lidelse. Og så sker der det forfærdelige, at tvivlen igen melder sig på banen. Skulle jeg have sagt og gjort noget andet?

Nu har du jo ikke noget valg, Lizzy1210. Kun et valg omkring, hvordan du vil håndtere det. Og her må du bare tilgive dig selv, når du får sendt for meget kærlighed af sted. Det er jo dig, ikke? Jeg har et valg lige nu. Men jeg foretager mig intet før jeg har sjælen med (en gammelt Genfødt2 formulering).

Tilbage til udgangspunktet: En effektiv beslutning er måske det her med at STÅ VED – og stå ved HVORFOR – og så acceptere at gennemleve savnet. Græde, snakke, skrive…. Og pludselig kommer der “huller” i sorgen – og den bliver mildere og mildere – og endelig kommer der et spinkelt lys i horisonten. Jeg skriver også. Har et dokument i dropbox, der er alent langt.

Kære alle – vi er nogen, der har hul igennem til vores følelser – og vist må acceptere, at de er med på vejen. Effektivitet er måske at acceptere dem?? Andre bud er fortsat velkomne :- )