Svar til: Den store smerte

#2303

Hej Forvirredelillemig

Han lyder lidt som en ubevidst sadist. Så længe du ikke beder ham om noget, der generer ham, så elsker han dig. Så snart du beder ham om noget, der ikke passer ham, så piner han dig ved at vælge andre kvinder. Det er en voldsomt ødelæggende måde, I er sammen på. Han synes sikkert, at du er præcis lige så dominerende og rammer ham lige så hårdt, som du synes, at han rammer dig. Han synes sikker også, at du er ond ved ham.

Desværre hænger begge parter ofte meget mere fast i denne slags forhold, hvor man hver især “tænder” på hinanden på mange måder, men også er decideret dødbringende for hinandens følelser og følsomhed. Begge parter bliver stadig mere hårde og afstumpede over for hinanden og i omtalen af hinanden over for andre.

Det er oplagt at anbefale dig at afslutte forholdet. Men ofte kan man ikke. Man er nødt til at blive i det, indtil man føler, at man er ved at dø, og at det går ud over børnene. Først da er man i stand til at trække sig. Og selv da kan det være svært helt at slippe.

Håber det bedste for dig.

Med venlig hilsen

/ Martin Østergaard