Svar til: Den store smerte

#2302
Anonym
Inaktiv

Kære Forvirredelillemig

Det ville måske være godt for dig, at blive bedre til at sortere i dine krav: hvilke er ultimative og hvilke er bare ønsker. Det tænker jeg.

Fx om det var ultimativt at gå i parterapi, så skulle du have sagt det. At det var dig, der skulle have sagt: Gå tilbage til dine singlekontakter på facebook, hvis ikke du vil deltage i terapi som lovet. Eller du skulle have sagt: ok, det er ikke ultimativt, men et ønske jeg har. Og så talt om det som et ønske og spurgt: kan vi drøfte det på et godt tidspunkt, da det er noget jeg kunne ønske mig?

Eller at det er ultimativt, at han skal holde, hvad han lover. Eller at han skal lade være med at stikke af og lede efter en eller flere nye kvinder, så snart der er den mindste uoverensstemmelse.

Men hvis disse krav ikke er ultimative fra din side. Du vil bare have lov til at sige, at du er utilfreds, så tror jeg, at du skal måske forsøge at lære at formidle din utilfredshed på en anden måde. Ikke at jeg kan vide noget om, du er utilfreds på nogen særlig negativ måde, men måden passer ikke til denne … måske lidt sarte … mand.

På mig virker din søns far som en mand, der har brug for ros og anerkendelse. Da du insisterede på, at I havde en aftale om at kontakte Martin, da så han det som et udtryk for, at han er ikke god nok. Og det er også det, du formidler her, at han synes, at det er nok, at I bare er sammen. Altså at han vil bare have lov at være sig selv og være god nok. Han har ikke overskud til at skulle lære noget nyt. En ny måde at kommunikere på fx.

Da han løber fra jeres aftale om at deltage i terapi, da undrer det mig, at det overrasker dig. At du ikke kunne forudse det. Enten ligner det ham at lade sig gribe af øjeblikket (ja! nu skal vi i terapi) – og det er måske det, du kan lide ved ham? – for så senere at lade sig gribe af et andet øjeblik (nej, jeg har brug for ros og så skal jeg i stedet i terapi for at blive lavet om, det kan jeg ikke holde ud). Eller det ligner ham ikke at ombestemme sig – og ligner det ham ikke, så har han vel en god grund. Der undrer mig, at du ikke kunne forudse hans reaktion og derfor skuffes.

At han farer ud og leder efter en ny kvinde på nettet er jo også en form for psykisk forsvar. At han kan ikke holde til mere kritik, at nu vil han tro på, at der findes en kvinde, som synes, han er god nok og som vil være glad og tilfreds med ham, som han er.

Det er en måde ikke at identificere sig med det negative billede af ham som person, som han synes, du har.

Mens du omvendt tænker, at hvis han virkelig elsker dig og vil dig, så vil han også arbejde på forholdet og gå i terapi. At det bliver en bekræftelse på, at du er god nok. Måske? Og derfor er der så meget energi i temaet, at du begynder at skændes med ham, når han ombestemmer sig.

Eller var det ideen om, at han ikke ville overholde en aftale, som du reagerede overfor?

Den idé, at du vil have lov til at være utilfreds og skændes, når han gør noget, du ikke bryder dig om, det er han ikke enig i. Jeg tænker, at han kan ikke tåle det. Det nedbryder hans selvværd.

Derfor tænker jeg, at det ville være godt om du stod fast på dine krav, hvilke er ultimative – dvs. at så går du – eller de er ønsker, som man kan drøfte. Og altså ikke krav. Og derfor heller ikke emner at skændes om.

Han virker på mig som en person, der styres af sine følelser. Og følelser er omskiftelige. Måske er det i virkeligheden det, som du godt kan lide ved ham? At du ville gå til sammen med en forudsigelig mand, er taler om forholdet på en fornuftig måde og derefter er over for dig på den måde, I har aftalt. Eller ville det opleves som at blive reddet?

Jeg synes, at du skulle formidle til manden, at når du gerne vil i parterapi, så er det for at forstå ham bedre, og for at komme ud af dine egne måder at reagere på, som helt tydeligt ikke er gavnlige lige i forhold til en mand som ham, som er som han er. Og du kunne begynde i terapi alene for at understrege, at du mener det.

*

Jeg synes ikke, at du skal give op. Din søns far vil gerne jeres forhold, men han orker ikke, at du kritiserer ham og vil lave ham om. Fx at du ikke kan rumme, at han altså skifter mening, fordi sådan en type person er han. Og at han har brug for megen ros og anerkendelse. Sådan læser jeg det.

Samtidig er tillid jo fuldstændig basalt i et forhold. Aftalebrud er noget, der virkelig kan hidse mig op. Jeg forstår godt, hvis du ikke vil finde dig i det. Men så mener jeg imidlertid, at du skal du bare være konsekvent og sige, at sådan har du det og at dit krav om at aftaler overholdes er ultimative. I stedet for at gå og håbe på en forandring hos ham. Han kan ikke tåle det – at du vil have ham i støbeskeen for at få ham i en ny og forbedret udgave. Han vil accepteres som han er, tror jeg.

Men som du ved, så kommer vi bare med forslag i brevkassen – man danner sig et billede ud fra få informationer og det kan være helt forkert.

Bedste hilsner, Charlene