Svar til: Bare jeg forstod!

#1422
Asta
Deltager

Ja tak Sanne2 – og jeg har bestemt også læst dit øvrige bud med interesse. Men det påvirkede mig en del, at blive mødt med den vurdering af mig, der ligger så vældig langt fra min egen opfattelse. Men det er jo dette medies “begrænsning”. Vi reflekterer over det skrevne ud fra vores egen bagage og vores egne vurderinger. Og så rammer vi nogen gange plet og nogen gange helt ved siden af. Derfor tror jeg også, vi skal formulere os sådan at vi KUN tilbyder egne tanker og ikke kommer til at meddele en sandhed. Jeg synes nogen gange, at en række formuleringer herinde er ret så kategoriske – og det gør i hvert fald noget ved mig, når jeg har det svært. Men jeg har jo selv valgt at smide mit problem her ind og så må man tage, hvad der kommer. Og hold da op, hvor der er kommet mange kvalificerede bud. Mange tak for det.

En anden tanke jeg har, er igen det her med at tvivle på sig selv. Det er meget belastende at tænke på sig selv som “helt forkert”. Der handlede du forkert, der gjorde du det ikke godt nok, der var du utydelig, der var du for meget “PÅ”, der var du for sårbar, der var du for lidt “PÅ”, der forstod du ham ikke osv osv. Jeg er kommet til, at jeg simpelthen er nødt til at stole mere på, at det jeg gør er godt nok. Ellers udsletter jeg næsten mig selv. Jeg HAR sagt til ham, hvordan jeg har det med den sporadiske opmærksomhed – og jeg har trukket mig to gange. Og JA – jeg har inviteret ham tilbage fordi mit savn var voldsomt. Nu er vi sammen igen – og jeg prøver så igen – på min måde – at bede om noget mere afklaring omkring hans ønsker. Hans tøven gør noget ved mig – men jeg handler ikke på det lige nu. Jeg ved ikke, om det bare er sådan her, det er – eller om det er sådan det er i forhold til mig. Men jeg kan mærke, at der sker noget med mig. Jeg bliver mere og mere optaget af, at det ikke er godt nok for mig. Og jeg kan altså sagtens formulere mig og tale tydeligt. Så hvis han ikke er mere interesseret i dialog – så er det muligvis slet ikke ham, jeg skal være sammen med.

Ja – det er en underlig udvikling – men det er sådan jeg har det i dag. Jeg tror, at miemusens og sissis indlæg gjorde en forskel for mig.

Men sanne2 – du har uden tvivl ret i, at han er påvirket af de to gange, jeg trak mig – og at han er på stikkerne overfor, om det sker igen. Vi må se.